Engle eller svindlere? Dopingsnakken lever altid, når det handler om cykling. Her giver BT's sportschef Jacob Staehelin et bud på, hvordan sundhedstilstanden er - og hvad sportens sande problem er:

Dopingspøgelset er svært at få øje på i dette års Tour de France. Der plejer ellers altid at være et par solide bomber undervejs, hvor nuværende eller tidligere ryttere bliver nappet, tilstår eller beskylder andre.

Det vildeste, der er kommet i år, er Denis Menchovs karantæne, der mest af alt mindede om en kuvert, der blev stukket ind under døren, mens afsenderen listede væk. Og ja, forresten, nogle TVM-ryttere, der indrømmede, at de var dopede i 1998. Tal om en overraskelse...

Og så kan man jo skabe det selv. Chris Froome fik turen sidste år, Bradley Wiggins året før. Vincenzo Nibali skal nå få sin bekomst med spørgsmål om renheden. Sådan må det jo være, ikke?

Enhver, der bare har beskæftiget sig marginalt med cykelsport vil vide, hvor betændt den sport har været. I 90'erne, hvor epoen flød frit og belgiske jernmænd kunne køre 50 i timen med lukket mund det meste af en eftermiddag. I 00'erne, hvor spillet blev dyrere og for de få, der havde råd til blodcentrifuger eller læger, der læste lægeløftet særdeles alternativt.

Skuffelsen var stor. Måske især hos de journalister, der følte sig bedraget. Ikke bare professionelt, men også emotionelt. Dem, der ikke gad snydere, slukkede for tv, dem, der blev tilbage, accepterede tingenes tilstand. Det kunne og ville journalisterne ikke. En del genopfandt deres journalistiske "raison d'etre" i jagten på snydere. Ingen skulle igen beskylde dem for at lade sig forføre og ikke opdage utroskaben. Så hellere være på den sikre side og tro, at alle bedrager.

Vi fandt jo ud af, at vi ikke kunne stole på rytterne og sportsdirektørerne. Lance Armstrong hamrede løs på folk, hev dem i retten og opførte sig som et gennemført dumt svin, når han følte sig truet. Han snød, så det drev. Michael Rasmussen spillede velvilligt rollen som offer for et justitsmord, drevet frem af en folkestemning. Han snød også. Bjarne Riis indrømmede sit eget dopingforbrug, men vi mangler stadig at høre, hvad svarene på de hårde beskyldninger om organiseret doping med ham som chef er.

I stedet skulle vi høre alle tale om at "se frem". Se frem, se frem. Hele tiden. Nu må vi lægge fortiden bag os, fremtiden er ren, lød forsikringerne. Udelukkende at se frem er også at lukke øjnene for det, der skabte problemerne. Og det er fortsat cykelsportens største troværdighedsproblem - at så mange af dem, der snød, stadig er en del af sporten. For jeg synes egentlig, at der er gjort meget for at rydde op. Dopingtests er ikke nødvendigvis fyldestgørende, men jeg har respekt for det arbejde, der gøres. Blodpasset er indført, og folk ryger i. For selvfølgelig er der stadig dem, der snyder på vægtskålen, men jeg har svært ved at tro, at det når et niveau som før i tiden. Og se, så har jeg bevæget mig ud af en planke, hvor der ikke skal mere end én dopingdom til at skubbe mig ned i det hajfyldte folkedyb af sarkastiske, fejl-elskende og kyniske betragtere, der har kronisk ledbetændelse i højre tommelfinger af at skrive alle status-opdateringerne på de sociale medier.

Det er præcis det, der er galt med cykelsporten. At det er så let at sige, at alle snyder. For det er omkostningsfrit. Det er jo bare fordi, lægerne er for gode til at snyde testmetoderne, at flere ikke bliver snuppet. "Hmm... Han kører godt nok hurtigt, hva'?" Så er man kritisk og det er jo et kendetegn ved det tænkende menneske i modsætning til klaphattene, der lader sig besnære af forsikringerne om, at alt faktisk er anderledes nu.

Snyderiet er udelukkende dokumenteret med en mavefornemmelse. Ryttere bliver spurgt ind til troværdigheden af deres resultater, for i cykelsport er det gode og ikke dårlige resultater, der løfter øjenbryn. Den mest elendige rytter må samtidig være den reneste, må argumentet nødvendigvis være.

Jeg skal ikke påstå, at alt er godt. Selvfølgelig ikke. For der bliver jo taget snydere, og det er i øvrigt et utopisk succeskriterie, hvis ønsket er, at al doping skal udryddes. Jeg ser nærmere et problem i, at alt for mange af 90'ernes og 00'ernes profiler har så store roller i cykelsporten. Som eksperter, som sportsdirektører, som holdledere og -ejere. Og her er det meget få, der har taget favntag med deres egen fortid. Deres belastede fortid bliver ved med at smitte af på nutidens ryttere ved deres blotte tilstedeværelse. Det er udtryk for arrogance og selvfedme, som ganske enkelt er nedbrydende. At Katusha ville ansætte Denis Menchov som træner, velvidende, at han havde fået en karantæne, er ikke andet end torskedumt.

Jeg har ikke løsningen eller det gode råd. Jeg har bare en fornemmelse af, at det står bedre til i cykelsporten nu end det har gjort i 20 år. Jeg kan se, hvordan træningsmetoder er forbedret, fordi det faktisk kan betale sig at jagte de små marginaler. Rytterne frasiger sig familie og komfort i månedsvis for at befinde sig i højderne, hvor kroppen kan vænne til at præstere, når man kommer over 2000 meter. Træning er ikke bare 150 km på rammen, men nådesløs jagt på evnen til at træde på kanten af det røde felt. Producenterne udvikler, analytikere ser på watt og alle hold med respekt for sig selv har kokke, der skal sikre den bedste ernæring. Små tegn, javel, men jeg lægger noget i dem. Vi ser ikke monsterudbrud over 150 km fra en podiebejler, ryttere går ned og der er stadig fire franskmænd i top 8.

Men hey - alle må mene, hvad de vil. Min mening er bare, at jeg synes, der er for meget kynisme. Naivt, måske, men så kan man jo slagte mig på Twitter, når den første fisk ryger i nettet.