Bjarne Riis har mandag eftermiddag offentliggjort, at den russiske rigmand Oleg Tinkov overtager hans cykelhold. Et salg, som ifølge BTs sportschef Jacob Staehelin betyder, at den sidste danskhed på holdet nu er væk:

- Det har er skillevej for dansk cykelsport. Nu er det slået fast, at der ikke længere er et danskejet cykelhold på det øverste niveau. Det er Oleg Tinkov, der i sidste ende kommer til at bestemme. Den sidste rest af danskhed er nu væk, siger han kort efter, salget er blevet offentliggjort.

På pressemødet blev Bjarne Riis blandt andet spurgt ind til, om Anti Doping Danmarks igangværende undersøgelse af hans person har spillet ind på salget. Det afviste den nu tidligere holdejer dog. Jacob Staehelin køber dog ikke helt den forklaring:

- For Bjarne Riis betyder det, at han nu er økonomisk sikret. Men frem for alt betyder det også, at han nu er i en rolle, hvor det ikke vil få nogen indflydelse på holdets fremtid, hvis han får en karantæne efter ADD-undersøgelsen.

- Selvom ingen på det her pressemøde ville sige det, tror jeg det har været en vigtig grund bag salget.

Bjarne Riis bliver som team manager på holdet de næste tre år.

Hvad synes du om salget?

Deltag i debatten herunder