Lance Armstrongs indrømmelser er med til at øge presset på Bjarne Riis, fordi tilliden Tyler Hamilton og hans beskyldninger i bogen 'The Secret Race' nu er steget væsentligt.

Hvis Tyler Hamilton har ret i sine beskyldninger rettet mod Lance Armstrong, hvorfor skulle han så lyve om Bjarne Riis? Det er det spørgsmål, som man må stille sig selv ovenpå nattens indrømmelser fra den engang så feterede syvdobbelte Tour-vinder.

BTs sportschef Jacob Staehelin retter sigtet mod Bjarne Riis, som stadig ikke har ønsket at udtale sig ovenpå udgivelsen af bogen tilbage i september. Staehelin fastslår, at presset på den danske cykelholdsejer nu er øget ovenpå Armstrongs indrømmelse:

- Hamiltons bog, The Secret Race, kom på gaden i september, var der stemmer nok i sporten, som forsøgte at så tvivl om mandens troværdighed. På sin vis forståeligt nok, for manden løj i hele karrieren, men bogen fremstod helstøbt. Og da USADA kom med de 1000 sider, som pillede Lance Armstrong fra hinanden, blev troværdigheden yderligere forstærket. For rapporten underbyggede alt, hvad Tyler Hamilton skrev om sin tid på US Postal-holdet.

- Så kom indrømmelsen fra Lance Armstrong. Godt nok ikke så uddybende som USADA-rapporten, men dog en indrømmelse. Og dermed er der lagt yderligere til Tyler Hamiltons troværdighed.

- Det gør også, at presset på Bjarne Riis er forøget. For hvorfor skulle Tyler Hamilton fortælle sandheden om Lance Armstrong, men lyve om sin tid på CSC, hvor han i sin bog beskriver, hvordan Bjarne Riis opfordrer ham til at bloddope sig og sætter ham i kontakt med dopinglægen Eufemiano Fuentes.

- Bjarne Riis har ikke sagt noget i offentligheden i over fire måneder. Han nåede at benægte alt kendskab til Eufemiano Fuentes, inden han lukkede i. Og der står vi så i dag - med voldsomme og stadig mere troværdige beskyldninger fra Tyler Hamilton.

- Den virkelighed skal Bjarne Riis også forholde sig til. For med Lance Armstrongs indrømmelse er han kommet under yderligere pres.

Læs hele Jacob Staehelins blog her: