Bjarne Riis skal arbejde hårdt for at finde en ny hovedsponsor, når Saxo Bank trækker sig efter denne sæson.

Team Saxo Bank-SunGards klart største stjerne Alberto Contador står til et års karantæne. 
 
Det vil gøre det svært for Bjarne Riis at finde en ny hovedsponsor, når Saxo Bank trækker sig efter denne sæson. Det mener Simon Bastiansen, der er ekspert i sports-sponsorater hos firmaet Pormovator. 
 
- Uden Contador vil eksponeringen blive kraftigt reduceret. Og det er eksponering som sponsorer handler efter, siger han. 

Holdet får svært ved at gøre sig gældende i årets absolut største løb Tour de France uden den spanske stjerne.

- Team Saxobank-SunGard er et top fem sponsorat, der har alle de kvaliteter der skal til for at blive noget af det mest eksponerede indenfor cykelsporten, men det står til at kraftigt reduceret. Uden Contador, så er klassementet væk. Måske kan de vinde nogle enkelte etaper hist og pist. Men en stor del af eksponeringen er røget. I cykling er det førerholdet, den gule trøje, der trækker klart mest, siger Simon Bastiansen.

At Contador kan få lov at køre Vuelta a Espana er en ringe trøst. 

- Vueltaen er et stort løb, men det er jo ikke i nærheden af den globale eksponering som Tour de France nyder. Touren er kronen på værket, siger Simon Bastiansen, der slår fast at Bjarne Riis har en dårligere vare at sælge næste år, hvor holdet ikke har kunnet vise Contador frem i Tour de France.

- Det kunne have været værre. Men holdet skal jo starte forfra. En sponsor køber ind for at være en del af en succes. Så er det ligegyldigt om det er cykelsport eller fodbold. Det er en klar udfordring at finde en ny sponsor efter Saxo Bank, siger Simon Bastiansen.