Det spanske cykelhold Caja Rural har også tilbud Chris Horner en kontrakt, hvor Horner kan forsvare sin titel i Vuelta a Espana. 

Claus Hembo fra Christina Watches fortalte søndag til BT, at han var nået til enighed med Chris Horners agent om en rytterkontrakt med Chris Horner for den kommende sæson. Kun en personlig aftale mellem Horner og en ny sponsor manglede, før kontrakten kunne underskrives.

Men Christina Watches er ikke ene om at bejle til Chris Horner. Det spanske pro-continental hold Caja Rural ligger også i forhandling med Horner, og deres tilbud ser sportsligt langt mere interessant ud for den 42-årige amerikaner.

Det er det spanske cykelsite Ciclo21, som skriver, at Caja Rural er ved at forhandle en aftale på plads med den regerende Vuelta a Espana-vinder. Ligesom det er tilfældet i Christina Watches' tilbud, er der en tredje part involveret, som kommer med penge til et privat sponsorat af Horner. Det er Matthew Bright, som står bag Vivelo USA. Sammen kan Caja Rural og Matthew Bright matche Horners lønkrav, som menes at ligge omkring en halv million euro (3,7 millioner kroner.)

Caja Rural ligger et niveau over Christina Watches som pro-continental hold. Det betyder, at holdet kan få adgang til de største løb i verden, hvis de bliver inviteret. Holdet plejer at få et wild card til Vuelta a Espana, hvilket dermed giver Chris Horner mulighed for at forsvare sin Vuelta-titel. Den mulighed vil han ikke kunne få på Christina Watches.

I den spanske artikel bemærkes det også, at Christina Watches er blandt bejlerne til Chris Horner, som har stået uden kontrakt siden nytår.

Claus Hembo sagde søndag til BT, at de var blevet enige med Chris Horners agent, Baden Cooke, om en kontrakt.

- Den økonomiske del er på plads. Vi er enige om rytterkontrakten, vi kender vilkårene, og vi ved, hvad der forventes i den personlige aftale. Nu skal Horner og virksomheden mødes, og det er vores håb, at de kan blive enige, sagde Hembo, som også oplyste, at der var tale om en tre-årig kontrakt til den aldrende amerikaner. 

Den kommentar nåede de udenlandske cykelsites, og Baden Cooke skrev efterfølgende på twitter, at Claus Hembo brugte billige tricks, og at parterne ikke var enige om en kontrakt. Christina Watches var blot kommet med et tilbud, lød det fra Cooke.

Baden Cooke skrev, at han forhandlede med flere hold, hvoraf nogle af dem er fra højeste niveau, World Touren.

Baden Cooke er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser.