De sælger deres cykler i utide, har ikke råd til ekstra hjul, og flere ansatte har oplevet ikke at få deres løn til tiden. Samtidig trækker deres hovedsponsor sig efter denne sæson.

Det danske cykelhold Concordia Forsikring-Riwal åbnede sæsonen med rød løber, pindemadder og ambitionen om at blive Skandinaviens bedste cykelhold.

I dag har holdet sat kurs mod økonomisk og organisatorisk kollaps, og om blot tre uger spænder rytterne cykelskoene i Silkeborg til start i Post Danmark Rundt.
Concordia Forsikring-Riwal fik i juni et wildcard til Danmarks største cykelløb, men hjulene kører trægt hos det danske cykelhold.

- Vi har aldrig fået de ting, som skal til for at drive et cykelhold. Nogle af producenterne fortæller mig, at holdet ikke betaler til tiden. Derefter gik producenterne over til at få betaling forud, siger Preben Svenningsen, der indtil juni i år var sportsdirektør hos Concordia Forsikring-Riwal.

Han beretter om flere eksempler på de dårlige forhold hos Concordia Forsikring-Riwal.