Peter Sagan kørte først over stregen i Gent-Wevelgem og tog sæsonens første triumf efter seks andenpladser.

Wevelgem: Verdensmester Peter Sagan (Tinkoff) er tilbage på sejrskurs efter mere end en håndfuld andenpladser i denne sæson.

Det slovakiske cykelfænomen spurtsejrede søndag eftermiddag i det traditionsrige belgiske løb Gent-Wevelgem, hvor han blandt andre satte Sep Vanmarcke (LottoNL-Jumbo) og Fabian Cancellara (Trek-Segafredo) til vægs.

Sagan, Cancellara og Vanmarcke etablerede det afgørende udbrud, da trioen kørte op til Viacheslav Kuznetsov (Katusha) 35 kilometer før mål og holdt det jagtende felt bag sig.

Især Etixx-Quick-Step, der stillede med topnavne som Tom Boonen, Niki Terpstra og Fernando Gaviria, arbejdede ellers hårdt for at komme tilbage, men fik ikke meget hjælp af de øvrige hold i sidevinden på de sidste kilometer.

Uden det nødvendige samarbejde blandt forfølgerne blev det umuligt at indhente den førende kvartet, som hurtigt fik etableret et forspring på omkring 40 sekunder, og efter en taktisk afslutning lykkedes det Sagan at vinde løbet for anden gang i karrieren.

Vanmarcke blev nummer to, mens Kuznetsov kørte ind på tredjepladsen.

Der var fem danskere til start, men ingen af dem spillede nogen rolle, da løbet skulle afgøres.

Især Michael Mørkøv, der sad med i favoritgruppen, kan dog være godt tilfreds med sin præstation i fraværet af den sygdomsramte Katusha-kaptajn, Alexander Kristoff.

Da Sagan og Cancellara accelererede op ad den stejle Kemmelberg 35 kilometer før mål, måtte Mørkøv dog opgive at hænge på, og danskeren kørte i mål som nummer ti som en del af den slagne gruppe efter de fire forreste.

Det er fortsat kun blevet til én dansk sejr i de 78 udgaver af Gent-Wevelgem. Den stod Lars Michaelsen for i 1995.

Det belgiske cykelforår fortsætter tirsdag med etapeløbet 3 dage ved Panne, inden det næste søndag går løs med forårsklassikeren Flandern Rundt.

/ritzau/