Team Sky har igangsat en undersøgelse, hvor hele holdet skal udspørges om deres fortid og skrive under på en anti-doping politik.

Dopingdebatten overskygger alle andre punkter på dagsordenen i cykling i øjeblikket. Årsagen er dopingrapporten fra det amerikanske dopingagentur mod US Postal mod Lance Armstrong i spidsen.

Konsekvenserne for rapporten bliver dagligt endnu større som følge af afsløringen af det omfattende dopingprogram på hedengangne US Postal.

Team Sky, som i år vandt Tour de France med Bradley Wiggins, har selv igangsat en undersøgelse i kølvandet på USADA-rapporten.

Det britiske hold fortalte i går på deres website, at holdet påbegynder en omfattende undersøgelse af samtlige ansatte på Team Sky. Undersøgelsen slutter af med en underskrivelse fra hver ansat, som dermed lover, at de aldrig nogensinde i deres karriere har haft noget med doping at gøre. Kan de ikke underskrive dokumentet, er de fyret.

- Jeg vil ikke have et hold, hvor der er nogen, der har været involveret i doping, siger Team Skys chef, Dave Brailsford til The Guardian.

Brailsford er sammen med holdets psykolog gået i gang med samtalerne med alle de ansatte, og de vil fortsætte i lang tid.

- Vi vil sætte os ned sammen med alle ansatte, alle ryttere og interviewe dem. En form for diskussion. Det vil ikke være sådan, at vi sidder i et rum med en lampe i ansigtet på dem. Det vil være en opbakkende diskussion, hvor vi vil opfordrer dem til sandheden. Konteksten i dag er anderledes, end den var engang. Jeg har læst rapporten, og jeg finder den ret chokerende, og det vil være udgangspunktet for diskussionen, forklarer Brailsford.

En del af diskussionen i cykelsporten lige nu går på, hvordan vi får sandheden om fortidens syndere frem samtidig med at man sikre en sund fremtid i sporten. Flere store stemmer i cykelsporten, som Jonathan Vaughters, peger på, at det skal være tilladt at fortælle om dopingmisbrug i fortiden uden at blive truet med fyring og udelukkelse. Det tidligere tavshedsprincip, som har hersket cykelsporten skal brydes, og der skal opfordres til sandhed og forsoning fremfor fordømmelse og fyring.

Team Sky har proklameret at de også tidligere har haft en 'zero tolerance' på deres hold. Den er dog blevet udfordret af, at flere af deres ansatte er involveret i USADAs dopingrapport.

Den tidligere Sky-rytter Mike Barry vidner i rapporten og indrømmer brug af doping, da han kørte sammen med Lance Armstrong. Holdets nuværende vejkaptajn, Michael Rogers, er nævnt i rapporten som tidligere kunde hos den bandlyste dopinglæge Michele Ferrari, men han benægter, at have gjort noget forkert.

Holdets sportsdirektør, Shaun Yates, har tidligere arbejdet med Lance Armstrong på Discovery, og skal man tro rapporten, så var stort set alle på Armstrongs hold både vidende og en del af dopingprogrammet. Yates benægter dog, at have vist noget til Armstrongs dopingmisbrug.

Informationerne er medvirkende til at Dave Brailsford har igangsat undersøgelserne på sit eget hold.

- Skyggerne fra fortiden påvirker os. Og måske mere end vi havde forventet, siger Brailsford.

Amnesti-tanken, som bliver luftet i cykelsporten, er ikke en del af Brailsfords eller Team Skys politik.