Kurt-Asle Arvesen, sportsdirektør for Team Sky, tror ikke længere på et stort resultat i klassementet efter første etape af Post Danmark Rundt.

Team Sky glippede udbruddet med folk som Lars Bak, Christopher Juul-Jensen og manden i den gule førertrøje, Lars Boom, og det resulterede i et større tidstab allerede på løbets første dag.

Og sportsdirektør Arvesen, der har kørt under Bjarne Riis i sin tid på Team CSC, er klar med dommen for resten af løbet, der slutter lørdag på Frederiksberg Allé.

»Det betyder, at vi er færdige i klassementet. Det er ovre. Der er så få etaper i det her løb til at hente tabte sekunder hjem. Selvfølgelig kan løbet udvikle sig i en god retning for os, der så kan give nogle nye muligheder, men som det ser ud nu, handler det om etapesejre for os,« siger Kurt-Asle Arvesen.

Team Sky har folk som Ben Swift og Lars Petter Nordhaug, der på forhånd var udset som folk, der måske kunne vinde løbet samlet. Og netop Lars Petter Nordhaug ærgrer sig over, at klassementsdrømmene nu ser ud til at være på stand-by.

»Vi skal selvfølgelig prøve på Vejle-etapen (3. etape, red.), men det var en fejl, at vi ikke fik nogen med i udbruddet på første etape. Det bliver meget vanskeligt. Nu må vi se,« siger Nordhaug.

Onsdagens etape, der blev skudt i gang klokken 11.00, disker op med 235 kuperede kilometer fra Ringkøbing til Aarhus .

Torsdag venter kongeetapen i Vejle, som godt kan ende med at afgøre løbet.