Dave Brailsford er sikker på, at hans stjernerytter, Chris Froome, er klar til at køre Spanien Rundt, der begynder 23. august.

Chris Froome er ude af årets Tour de France efter en række styrt på fjerde og femte etape af den franske rundtur. Det er både ulykkeligt for Chris Froome og Tour de France, at den kenyansk fødte brite ikke får mulighed for at forsvare sin Tour de France-sejr fra 2013.

Men nu skal den 29-årige Froome hævne sig i Vuelta a Espana.

- Jeg er sikker på, at vi kommer til at se ham i Vueltaen, siger Brailsford til Skysport.

- Det er bare ulykkeligt for Chris, for han var i virkelig god form, og vi troede på, at han kunne vinde dette års løb.

Men den enes død er som bekendt den andens brød. For mon ikke arrangørerne af Vuelta a Espana sidder og gnider sig i hænderne over, at Chris Froome formegentlig stiller til start i det store spanske etapeløb.

I Tour de France fokuserer Team Sky og Dave Brailsford nu på at køre australieren Richie Porte frem til et godt samlet resultat.

- I Richie Porte har vi en særdeles slagkraftig fyr, der kan lede vores hold. Han er i god form. Han har haft en lidt langsommere start på sæsonen end normalt, men han er frisk og er på vej i form i rette tid. Han klatrer rigtig godt, siger Brailsford om Porte, der har været sygdomsplaget i Tour-forberedelserne.