Søren Kragh Andersen blev tilsyneladende spyttet i hovedet af Niki Terpstra i løbet af søndagens Gent-Wevelgem.

Det er den danske journalist Frederik Palle, der fik fat i den frustrerede Team Giant-Alpecin-rytter efter den belgiske semi-klassiker, som blev vundet af Greg van Avermaet (BMC).

»(Niki) Terpstra spyttede mig i hovedet,« er Søren Kragh Andersen citeret for i Palles Twitter-besked.

Søren Kragh Andersen giver udtryk for, at Terpstra »ødelagde samarbejdet« og den hollandske rytter »bare rigtig gerne ville flække« Søren Kragh Andersen.

BT.dk har ad flere omgange forsøgt at få fat på Søren Kragh Andersen, men det har endnu ikke været muligt.

Hvornår episoden skete i løbet, er endnu ukendt, men det er ikke usandsynligt, at det var i den tid, hvor Niki Terpstra, Søren Kragh Andersen og Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) jagtede Greg van Avermaet og Jens Keukeleire (Orica-Scott) i front.

Egentlig var det Peter Sagan, som lignede den frustrerede i tremands-'samarbejdet'. Sagan slog flere gange ud med hænderne, fordi han ville have Terpstra og danskeren til også at tage føringer, men der endte med at gå for meget taktik i den i stedet.