Simon Yates slog Richie Porte i spurten på 4. etape af Romandiet Rundt. Yates overtog samtidig førertrøjen.

Leysin. Briten Simon Yates (Orica-Scott) er ny mand i førertrøjen i Romandiet Rundt efter en flot etapesejr lørdag på den bjergrige rute på 4. etape i det schweiziske løb.

I en spændende afslutning kørte Richie Porte (BMC) op til udbruddet, hvori 24-årige Yates sad, men den australske BMC-stjerne kunne ikke komme af med Yates på den sidste stigning.

De to kom sammen til mål, hvor briten problemfrit sprintede sig til sejren foran den lidet spurtstærke Porte.

Australieren viste ellers stor styrke, da han stak af fra favoritgruppen, hvor Chris Froome (Sky) blev sat.

Porte kørte alene op til frontgruppen, men Simon Yates var den stærkeste mand på dagen.

I den samlede stilling er Yates 19 sekunder foran netop Porte inden søndagens afsluttende etape.

I Tour de Yorkshire vandt Nacer Bouhanni (Cofidis) lørdagens etape i en massespurt, hvor danske Søren Kragh Andersen sprintede sig til en syvendeplads.

/ritzau/