- Sejr kan gøre mig professionel

Cykelrytteren Michael Valgren kunne næsten ikke fatte, at han var første mand over stregen i Liege-Bastogne-Liege for U23. Sejren kan samtidig vise sig at bane vejen til en professionel kontrakt i fremtiden, mener han.

- Det er sgu fantastisk. Det er den største sejr i min karriere, så det betyder, at der nu vil blive lagt mærke til mig, så det kan have en altafgørende betydning for min fremtid.

Sådan lyder den jublende melding fra den danske cykelrytter Michael Valgren, efter han lørdag satte alle konkurrenter til vægs ved ungdommens udgave af den legendariske cykelklassiker Liege-Bastogne-Liege for U23. 

Det 20-årige danske cykeltalent stillede til start for sit hold LRØ Glud og Marstrand, men tilværelsen hos det lille danske cykelhold kan med sejren nu vise sig at bane til en professionel kontrakt med et større europæisk mandskab.

- Det her kan være så stort, at det måske leder til en professionel kontrakt på et tidspunkt. Og det er det, jeg går og drømmer om at kunne leve af min sport, siger Michael Valgren.

Sejren kom i hus, efter at Michael Valgren før løbets sidste stigning satte sine tilbageværende konkurrenter fra et større udbrud af og kørte alene i mål.

- Jeg var usikker på min spurt til sidst, så jeg var nødt til at køre udefra. Jeg havde heldigvis gode ben, og så var det bare at køre det hele ud. Da jeg tilsidst kom ind på cykelbanen og kørte halvanden omgang tænkte jeg: hold da op, jeg kører alene hjem i et af de største løb for U23-ryttere, siger han og tilføjer:

- Jeg vidste, at jeg var i okay form, men jeg havde overhovedet ikke regnet med at vinde. Måske en placering i top ti, hvis det gik godt, og nu sidder jeg så her og har vundet. Det er megafedt, fortæller Michael Valgren.

Læs også: