I foråret vandt Martin Mortensen det klassiske Tro-Bro Leon-løb i Bretagne, der tager rytterne igennem et udfordrende terræn med masser af krævende grusstier. Nu har han måttet gå et niveau ned, og det kommende år kører han for et dansk Continental-hold.

Den 32-årige rytter har i år kørt på Procontinental-holdet One Pro Cycling, men efter Brexit var der ikke råd til en ny kontrakt til Martin Mortensen.

Derfor har han været på jobjagt, siden han fik besked om, at han ikke fik forlænget aftalen med det britiske hold. Og risikoen for at stoppe karrieren i utide har været aktuel.

Og nu har han endelig fået en afklaring. Han går en trin ned og skal næste år køre for det danske hold ColoQuick-Cult på continental-niveau. Samtidig skal han fungere som testrytter for CeramicSpeed, der betaler halvdelen af hans løn.

»Jeg har ikke haft lyst til at skulle stoppe med at cykle. Min sæson har været god. Hvis jeg havde fået køretur hver eneste weekend, så kunne det godt være, at man tænkte, at man ikke skulle fortsætte. Men jeg har haft en god sæson og er en af de få danskere, der har vundet et cykelløb,« siger Martin Mortensen, der tidligere blandt andet har kørt for Leopard-Trek og Vacansoleil, til TV2.

Hos ColoQuick-Cult skal han samtidig fungere som en mentor for holdets unge talenter. Hans nye sportsdirektør er meget tilfreds med sin nye profil:

»Jeg glæder mig til at få Martin på holdet. Den erfaring, han har, kommer vi til at bruge på vores hold. Han skal give meget videre til de unge ryttere. Det er en stor forstærkning,« siger Christian Andersen.