Fransk rytter undslipper knoglebrud og asfalteksem under en hidsig finale i Tour Down Under.

Man skal være forudseende, teknisk dygtig og måske især have gode reflekser, hvis man vil gøre sig håb om at slippe helskindet igennem et cykelstyrt.

Under fjerde etape afTour Down Under havde Jeremy Roy udstyret sin cykel med mini-kameraer. Og hvis der sad en tv-producer med et stille håb om at få actionprægede billeder i kassen, blev han ikke skuffet.

Med relativt få kilometer igen af en etape, de fleste formodede ville ende i en spurt, begynder farten og positionskampen at blive skruet i vejret. Og risikoen for fejl og styrt stiger af samme grund markant.

Det går da også galt, da Lottos belgiske sprinter Kenny de Haes styrter umiddelbart foran Jeremy Roy og river en Astana-rytter med sig i faldet, hvorefter domino-effekten er nærmest total. På mirakuløs vis lykkes det dog den 31-årige franskmand at undslippe det uundgåelige og endda uden at miste ret meget fart i processen.

Efterfølgende har Roy selv kommenteret optagelserne, men hvis man gerne ville have nogle trick til at forbedre sine evner på raceren, er der ikke så meget at hente fra den franske pedal-akrobat.

»Spørg mig ikke, hvordan jeg gjorde det,« lyder det fra Jeremy Roy, der i modsætning til team-kollega Lorenzo Mangin kunne fortsætte i løbet.

De monterede mini-kameraer er for alvor ved at vinde indpas i professionel landevejscykling, fordi det giver publikum en helt ny og stærkt nærværende dimension i totaloplevelsen. Jeremy Roy har i hvert fald ydet sit bidrag til, at brugen af kameraer bider sig fast.