Han hed Robert Millar. I 1984 vandt han den prikkede bjergtrøje i Tour de France og gennemførte det store cykelløb otte gange, mens det blev til en samlet andenplads i Giro d’Italia i 1987 og to andenpladser i Vuelta a Espana i 1985 og 1986.

Men nu hedder hun Philippa York, og det har hun gjort i et godt stykke tid. For Robert Millar har skiftet køn, men har holdt det hemmeligt indtil nu. Nu skal hun på tv som ekspert for ITV4, og derfor har hun valgt at stå offentligt frem på Cyclingnews.

»Det bringer mig videre til et meget mere personligt emne, der handler om den rejse, som jeg og dem omkring mig påbegyndte i starten af dette årtusinde. Resultatet af den rejse har betydet, at jeg i et betydeligt stykke tid nu har levet som Philippa,« skriver Philippa York hos Cyclingnews.

Den 58-årige forhenværende cykelrytter har - ligesom mange af sine konkurrenter fra dengang siden har erkendt - også haft en dopingsag. Det var tilbage i 1992, hvor Robert Millar blev testet positiv for brug af testosteron i forbindelse med en etape af Vuelta a Espana.

Sådan ser Philippa York ud i dag.
Sådan ser Philippa York ud i dag. Foto: Cyclingnews
Vis mere

Siden slutningen af sin karriere har Philippa York arbejdet som cykeljournalist, hvor hun har fortsat med at skrive som Robert Millar. Men nu er det altså tid til også offentligt at være kendt som Philippa York.

»Jeg har beskyttet mit privatliv meget gennem årene, og der er også nogle få – åbenlyse, mener jeg – årsager til, at jeg ikke har haft et offentligt billede, siden jeg skiftede køn. Glædeligvis er tiderne skiftet fra for ti år siden, da min familie, venner og jeg var underkastet nogle menneskers og visse tabloidmediers gammeldags og fordomsfulde holdninger.«

»Heldigvis er kønsrelaterede spørgsmål ikke længere underkastet af sådan ignorance og intolerance. Der er en meget større accept og forståelse. Det kan være hårdt at tage de skridt gennem en længere periode under kyndig bevågenhed for at skifte fra et køn til et andet, og man tager kun sådan en beslutning efter stor overvejelse og angst. Og selvom resultatet bliver anset som et gladere og mere stabilt sted, giver følelserne for at nå dertil nogle meget sårbare perioder,« skriver Philippa York meget ærligt.

Philippa York skal nu være tv-ekspert for ITV4, og hun vil fremover skulle analysere Tour de France, som hun selv har præget så meget som aktiv rytter.