Schleck-brødrene gør klar til flugt

Frank og Andy Schleck gør klar til at skifte hold. De har en plan klar, hvis Johan Bruyneel bliver udelukket på grund af en dom i Armstrong-sagen.

Dopingsagen mod Lance Armstrong og hele hans følge gennem karrieren giver nu også genlyd på Radioshack-holdet, hvor Armstrongs mangeårige mentor Johan Bruyneel i dag er topboss. Brødrene Schleck gør klar til at flygte fra den synkende skude, der også har Jakob Fuglsang på lønningslisten.

I følge den franske sportsavis L'Equipe har de luxembourgske brødre allerede sat deres advokat i gang med at forhøre sig rundt omkring for at finde en ny arbejdsgiver til næste sæson.

Forholdet mellem brødrene Schleck og Johan Bruyneel var i forvejen betændt efter et forår, hvor Schleckerne har underpræsteret, og hvor Bruyneel har kritiseret dem offentligt i medierne.

Bruyneel risikerer nu en livslang udelukkelse, hvis han bliver dømt i den kommende sag, som USADA har åbnet mod Armstrong og alle hans hjælpere.

Ifølge det luxembourgske site wort.lu er der også problemer med lønnen på holdet.

Således skulle den luxembourgske entreprenør og mæcen Flavio Becca, der betaler mere end 100 mio. kr. til holdet, have holdt pengene til maj-lønnen tilbage. Tilsyneladende et udtryk for, at han heller ikke er tilfreds med holdets præstationer.

Brødrene Schleck er tidligere blevet sat i forbindelse med et skifte tilbage til Bjarne Riis, men det er ikke aktuelt efter, at Alberto Contador har forlænget sin aftale med en ny treårig kontrakt. I stedet er Team Astana på rygteplan blevet nævnt som en sandsynlig destination for de to cyklende tændstiksmænd fra  Luxembourg.

Læs også: