Saxo Bank er klar til at skrive under på ny kontrakt med Riis, men Oleg Tinkov trækker forhandlingerne ud.

Bjarne Riis, Lars Seier Christensen og Oleg Tinkov har under hele Tour de France forhandlet om en ny sponsorkontrakt for cykelholdet til næste sæson.

Det er der foreløbigt ikke kommet nogen aftale ud af, men det er ikke på grund af Saxo Bank, fortæller den administrerende direktør i Saxo Bank, Lars Seier Christensen.

Det er Oleg Tinkov og Tinkoff Bank, der trækker den endelige beslutning ud.

- Vi har sagt, at vi er klar til at fortsætte i 2014. Det er en beslutning, som vi skal træffe hvert år, og den har vi så også truffet i år. Nu gælder om at finde en løsning som Oleg Tinkov er lige så glad for, som vi er, siger Lars Seier Christensen.

Allerede i begyndelsen af Tour de France forlød det, at en aftale var tæt på at være på plads, men der endnu ikke noget på plads imellem de tre parter, som udgør tilsammen udgør Team Saxo-Tinkoff.

I weekenden har de igen forhandlet, og selvom Lars Seier Christensen er positiv i forhold til at indgå en aftale, er han ved at blive utålmodig med Oleg Tinkov.

- Der skal findes en løsning indenfor få dage, for ellers ved vi ikke, hvor vi står, og hvad vi kan operere med. Vi skal begynde at tilrettelægge situationen for næste år, så det kan ikke trækkes i langdrag, siger Saxo Bank-direktøren.

Saxo Bank og Tinkoff Bank lægger i år hovedparten af de penge, som gør, at Team Saxo-Tinkoff kan eksistere. I forhold til den nye kontrakt vil Oleg Tinkov gerne have, at Tinkoff Bank skal stå forrest i navnet. Men den russiske rigmand vil også have indflydelse på det sportslige.

- Når man har Contador, så bygger man et hold op omkring ham. Men Oleg Tinkov har nogle ønsker om at få nogle russiske ryttere holdet, og det er jeg helt okay med, hvis der er nogle dygtige unge russiske ryttere, siger Lars Seier Christensen, som selvom han vundet stor interesse for cykelsporten over de seneste år, ikke ønsker at fortælle Bjarne Riis, hvordan han skal sammensætte sit hold.

- Det sportslige blander jeg mig ikke i, så hvis der skal russiske ryttere på holdet, så er det Bjarne, der bestemmer det. Men jeg synes, det er forståeligt, at Oleg Tinkov gerne vil have det.

Team Saxo-Tinkoff gik ind til Tour de France for at vinde løbet. Den mission mislykkedes. Det er en bet for sponsorerne, men det har ifølge Lars Seier Christensen ikke nogen indflydelse på den nye kontrakt. Og det har de mange dopingbeskyldninger imod Bjarne Riis heller ikke. Saxo Bank står bag Bjarne Riis, som er hele årsagen til, at banken er gået ind i cykelsporten.

- Når vi er med i noget, så kan vi godt lide at vinde, så vi kan ikke skjule, at det var vores målsætning at vinde Tour de France. Men vi vandt trods alt holdkonkurrencen, og vi har to mand i top 5. Vi ville gerne have været med på podiet, men til gengæld har vi fået en række andre ting undervejs, så det er ikke så ringe endda.