Bjarne Riis' største sponsor, Saxo Bank, holder hånden både over og under den pressede holdejer

Kom ud af busken, Riis. Det er for længst blevet pinligt! Det var det tydelige budskab, to af landets fremmeste kommunikationseksperter afleverede til sporten.dk i sidste uge.

Jesper Lynghus og Christian J. Porter-Schultz var glasklare i talen omkring Bjarne Riis' tavshed, der nu har varet i over fem måneder.

Netop tavsheden fra Riis smitter af på hans to sponsorer, Tinkoff Bank og Saxo Bank. Og lige præcis sponsorerne er de eneste, der kan få Riis til at tale om de presserende dopinganklager mod ham selv og hans hold, mener Jesper Lynghus. Det er dog ikke noget, der påvirker manden bag Saxo Bank, direktør Lars Seier Christensen. Tværtimod faktisk.

- BT synes VI skal lægge pres på Riis?? I kan rende og hoppe, vi kommer aldrig til at løbe ærinder for jer, kan I roligt regne med. I øvrigt er der intet nyt at forholde sig til fra Riis' side. Kun endnu en stribe ligegyldige artikler fra BT, der gentager det samme igen og igen, uden at det blive mere interessant af den grund, skrev Lars Seier i mandags på sin offentligt tilgængelige Facebook-side.

Nettet strammedes om Bjarne Riis og hans hold, Team Saxo-Tinkoff, efter Tyler Hamiltion i sin bog 'The Secret Race' fortalte, hvordan Bjarne Riis både kendte til og opmuntrede hans brug af ulovlige dopingpræparater. I sidste uge blev det endnu værre, da blandt andre DR Sporten kunne erfare, at Riis er en del af de dopingrelaterede vidneudsagn, Michael Rasmussen har afgivet overfor de danske anti doping-myndigheder.

Men doping eller ej. Saxo Bank er ligeglade. Banken står trofast bag Bjarne Riis og hans hold. Sagerne med Michael Rasmussen og Tyler Hamilton daterer sig tilbage til starten af dette årtusinde. Før Saxo Bank blev sponsor. Og netop det faktum betyder alverden for banken.

- Hvad der er sket før, vi blev sponsor, har intet med os at gøre. Vi vil meget hellere se frem end tilbage. Imens vi har været sponsor, har vi ingen grund til på nogen måde at mistænke Bjarne Riis og hans hold. Vi har 100 procent tillid til dem, siger kommunikationsdirektør i Saxo Bank, Kasper Elbjørn, til sporten.dk.

Saxo Bank har derfor ikke tænkt sig at prikke Bjarne Riis på skulderen i håbet om, at holdejeren vil udtale sig om de anklager der er imod ham. For Lars Seier Christensen og Kasper Elbjørn er fortidens spøgelser ikke vigtige. Det er nutidens til gengæld.

- Siden 2008, hvor vi også kom til, har Bjarne Riis ført et antidopingprogram, som er et forbillede for hele cykelsporten. Uanset hvad der er sket på det hold før i tiden, har Riis været på fortrin med udviklingen, bedyrer Elbjørn.

Bjarne Riis har på den måde fået carte blanche i forhold til de ting, han foretog sig på sit hold, da CSC var den store sponsor. Faktisk hører alt det hjemme i glemmekassen, mener Kasper Elbjørn

- Hetzen mod cykelsporten har taget overhånd. Alt det her handler om 10-15 år gamle dopingsager. Det er for mig meget svært at se, hvad det er, der skal siges, som ikke allerede er sagt? Der er jo intet nyt i de sager, der verserer, og Riis og hans hold var de første, der tog opgøret, fastslår kommunikationsdirektøren, der i modsætning til pressen ikke har haft problemer med at få Bjarne Riis i tale.

- Vi har selv set meget til Riis. Vores kunder har kunnet møde ham, så han er ganske synlig for os som sponsor, slutter han.