Bjarne Riis og Anders Lund forudser en spændt og nervøs etape på den blæsende vestkyst i Danmark.

Rytterne er kørt ud på anden etape af Giro d'Italia. Før starten var Team Saxo Bank-holdet både spændte og nervøse for, hvad ruten med start og slut i Herning ville byde på.

- Der bliver meget nervøsitet i feltet, fordi alle er spændte og nervøse i forhold til sidevinden. Så derfor skal vi være klar og sidde fremme i feltet, sagde Bjarne Riis, som ikke har planer om at sende ryttere ud i udbrud.

- Nej, det vil jeg ikke. Jeg tror, at alle udbrud her er dødsdømt på forhånd, så det er ikke planen, at vi skal af sted.

Team Saxo Bank skal for første gang forsøge sig som rendyrket sprinterhold. Det betyder, at holdet skal opbygge et reelt sprinter-tog, der skal levere JJ Haedo i spurten. Det er en ny opgave for det danske hold, og det kan blive problematisk i dag, mente Riis.

- På en dag som i dag kan det godt blive svært, for jeg tror godt, der kan blive kaos på etapen. Det er ikke så lige til at lave et sprintertog, men vi håber på, at det kan lade sig gøre, sagde Riis.

Planen er, at Jonas Aaen skal køre de to Haedo-brødre ind på den sidste kilometer, og her skal JJ Haedo være sidste trin i raketten i kampen mod favoritterne Mark Cavendish og Tyler Farrar.

JJ Haedo er outsider, og Riis tror det kan lade sig gøre med et topresultatet.

- Hvis han sidder der til slut, så tror jeg chancen er der, men der er rigtig mange stærke ryttere med.

Anders Lund smilte stort, da han mødte det danske publikum foran holdbussen i Herning, men bag smilet gemmer sig lidt usikkerhed.

- Jeg er nervøs og spændt, og jeg glæder mig til at komme i gang. Vi har gået og snakket os lidt op de seneste dage, så nu gælder det om at vise, at vi også kan lave noget.

- Min opgave bliver at være en af de første arbejdsheste, der bryder vinden, når vi kommer ud til havet. Vi skal have friske folk til at tage over, når der skal køres spurt, så det bliver min opgave at tage slæbet i vinden, sagde Anders Lund, som får helt specielt opbakning rundt i det danske landskab.

- Det bliver stort, og jeg glæder mig enormt meget. Jeg kender nogen, der står og hepper i Holstebro, så det bliver rigtig sjovt at opleve.