Carlos Sastre afslører, hvor anstrengt hans forhold til Bjarne Riis var, da spanieren i seks år kørte for Team CSC.

Carlos Sastre er en del slags mennesker, der ikke sparker voldsomt bagud, selvom han føler, at der er blevet begået en uret mod ham. Men han vil stadig gerne fortælle sin version af begivenhederne, og man er ikke i tvivl om, at hans udsagn er blevet vejet mange gange, før han slipper dem løs.

Det står klart i det interview, som Sastre har givet til Procycling, og som cyclingnews.com har gengivet.

Den stilfærdige spanier afslører, at han langt fra var enig med Bjarne Riis om alting i de år, hvor han kørte for Team CSC, som holdet hed dengang. Heller ikke selv om Riis i 2008 var manden, der ledte Sastre frem til karrierens største øjeblik, da den spanske dieselmotor kunne lade sig hylde som Tour-vinder på Champs Elysées.

Sastre kørte for Riis i årene fra 2002 til 2008, og uenighederne går helt tilbage til starten af samarbejdet.

- Jeg sagde mange gange, 'Bjarne, jeg er ikke en robot'. Jeg brokkede mig ikke uden grund.

- Jeg forsøgte at høre efter så meget som muligt, og det første år på holdet, fulgte jeg alle hans træningsplaner. Og jeg kørte baglæns. De klagede over mig, fordi jeg ikke kørte godt. Jeg kan huske, at Johnny Weltz, en af sportsdirektørerne, ringede til mig for at sige, at Bjarne klagede over mig. Han (Riis, red.) sagde, at jeg kørte dårligt, fordi jeg havde lavet en to-årig kontrakt, og at jeg ville bruge det første år på at lege med mine kugler og siden køre godt i det andet år for at få en god kontrakt.

- Jeg sagde 'okay, hvis I mener det, så kan vi rive kontrakten over her og nu, og så er det slut med at følge Bjarnes videnskabelige metoder' Han sagde 'Nej, nej, det er ikke det vi vil - vi vil bare fortælle dig, at vi ikke er fuldstændigt tilfredse'. Fra da af gjorde jeg, som jeg selv ville med træningen, og i løbet af et par uger fik jeg gode resultater.

Carlos Sastre undrer sig den dag i dag over, hvorfor Bjarne Riis behandlede ham, som han gjorde. Han sammenligner deres forhold med et ægtepars - men et temmeligt dysfunktionelt par.

- Vi havde fuldstændigt forskellige synspunkter. Men af cyklen sagde Bjarne mange gange 'jeg elsker dig, Carlos'. Jeg svarede 'hvorfor er du så så hård ved mig?'

- Jeg var den person, der gjorde det umulige muligt for ham. Når alt var umuligt, så var Carlos Sastre der for ham, og når der var nogen, som kunne opfylde hans drømme, så stod Carlos Sastre i anden række. Det var hårdt for mig. Jeg var altid hans andetvalg, konstaterer Sastre bittert.

Alligevel har han også ros til sin tidligere arbejdsgiver.

- Men jeg kan stadig sige mange gode ting om Bjarne Riis, for han lærte mig, hvordan man vinder, hvordan man træner hårdt og kommer i virkelig god fysisk form. Og han lærte mig også, hvordan man behandler andre ryttere - hvordan man skal være hård over for dem og hvordan man skal være flink over for dem. Så han lærte mig en masse...

Sastre fastslår dog også, at han selv lærte fra sig på holdet - ikke mindst under Touren i 2008, som han som bekendt endte med at vinde.

- Frank kom i top-10 i den Tour, fordi jeg tog nogle vigtige beslutninger. Jeg forsøgte at give ham alt, hvad jeg kunne. Måske er jeg er ikke den smarteste person i verden, men under den Tour lærte jeg Bjarne Riis noget, jeg lærte Schleckerne noget, jeg lærte mange på holdet noget. Det ved jeg, for efter den Tour, lagde jeg mærke til, at de gjorde mange af de ting, som jeg havde lært dem. Her tænker jeg på beslutninger undervejs i løbene, taktik og mange af de ting, der gjorde os til det bedste hold i den Tour.

Sastre endte alligevel med at forlade Bjarne Riis og Team CSC efter sæsonen til fordel for en guldrandet kontrakt hos den nye Cervelo-hold. Her var Gerard Vroomen chefen, og han roser stadig Sastre, som han mener er en af den slags ryttere, som sporten har brug for, at der findes flere af. Ikke mindst fordi Sastre har ry for et være en af de rene ryttere i feltet.

- Jeg vil ikke skrive under på, at nogen er ren - hvordan skulle jeg kunne vide det - men det er, hvad jeg har hørt i feltet om Carlos, det er det hans kollegaer har sagt. Og normalt ved de, hvad der foregår. Samtidig har han frustreret nogle af sine sportsdirektører med en tvivlsom fortid (Riis og spanske Manolo Saiz, red.), og det ser jeg kun som en god ting, lyder skudsmålet fra Vroomen, der stadig hylder Sastre for i alt 15 placeringer i top-10 i de tre store etapeløb, selvom hans bedste resultat i de to år, hvor han kørte hos Cervelo, var en andenplads i Giroen efter at både Danilo de Luca og Franco Pelizotti var blevet slettet fra resultatlisten på grund af doping.