Peter Sagans første ord efter triumfen ved VM på landevej: "Jeg er stadig i chok".

Doha. - Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg er stadig i chok, siger Peter Sagan, efter han søndag genvandt guldet i herrernes linjeløb ved VM i landevejscykling.

Med sin anden VM-triumf på stribe fuldendte slovakken en sublim sæson med et perfekt løb, hvor han både viste sin store klasse og havde marginalerne på sin side.

Han nåede akkurat med i frontgruppen, da hovedfeltet knækkede over i sidevinden efter godt 75 kilometer, og i sprinten undgik han at blive lukket inde.

- Jeg er meget glad, for da opsplitningen skete, var jeg den sidste rytter til at komme med i den forreste gruppe, siger Peter Sagan efter de 257 kilometer i Qatar.

- Der var modvind (i spurten), så jeg blev tilbage og lå i (italienske Giacomo) Nizzolos hjul. Jeg var heldig, at han ikke lukkede mig inde, for så var vi styrtet, for jeg ville selvfølgelig ikke bremse, smiler den nu dobbelte verdensmester.

I 2016 har han vundet 14 sejre.

Foruden regnbuetrikot har Peter Sagan blandt andet vundet EM på landevej, den store klassiker Flandern Rundt, Gent-Wevelgem, tre etaper i Tour de France og den grønne pointtrøje i Tour de France for femte år i træk.

Efter sin seneste triumf uddelte han tak til nær og fjern.

- Tak til familien for at rejse med mig rundt til de store løb. Min far og min kone er her, min bror var med i løbet og sad også i første gruppe. Også tak til Michael Kolar, som gjorde et utroligt stykke arbejde for mig. Mine venner fra mine fødeby er her også. Jeg var nødt til at vinde igen, siger han.

Peter Sagan havde i Juraj Sagan og Michael Kolar kun to hjælperyttere med i løbet. Begge sad de med i første gruppe.

Sølvmedaljen gik til Mark Cavendish, som i modsætning til Sagan blev fanget i spurten.

- Jeg blev lukket inde bag (australieren Michael) Matthews. Jeg valgte en linje, som viste sig at være den forkerte, og kunne ikke få det afgørende hul, siger Mark Cavendish ifølge Reuters.

/ritzau/