Holdtidskørslen på femte etape af Eneco Tour blev vundet af BMC foran Etixx-Quickstep.

Lanaken. Tinkoffs Peter Sagan havde syv sekunder ned til BMC's Rohan Dennis i klassementet før fredagens holdtidskørsel i etapeløbet Eneco Tour.

Det var dog ikke nok til at beholde førertrøjen efter den 20,9 kilometer lange holdtidskørsel, hvor BMC var stærkest.

En overgang så det ud til, at Etixx-Quickstep kunne køre med om sejren med en god tid, men da BMC efterfølgende tordnede i mål seks sekunder hurtigere, var der ikke længere tvivl om etapesejren.

Dernæst var spørgsmålet, om Sagan kunne holde Rohan Dennis på afstand, men Michael Valgren og holdkammeraterne kørte ikke hurtigt nok.

Tinkoff sluttede i tiden 23 minutter og 45 sekunder, hvilket var 34 sekunder langsommere end BMC, og det rakte blot til en ottendeplads.

Dermed dumpede Sagan ned på den samlede fjerdeplads før weekendens to sidste etaper, der byder på bakker i det belgiske landskab.

/ritzau/