Tyler Hamiltons bog "Det hemmelige løb" er et ærligt indblik i cykelsporten og ingen bliver skånet - heller ikke Bjarne Riis. Nu kan du købe den i BT Plus

Tyler Hamiltons bog "Det hemmelige løb" er rystende læsning.

Det er fortællingen om en ung amerikansk cykelrytter, der fik smadret illusionerne om at nå til tops i en benhård sport uden at snyde. Så det gjorde han. Massivt.

Tyler Hamilton har da heller ikke noget ønske om at skåne sig selv. Han fortæller ærligt om at leve på en løgn i årevis. Først ved at skjule det dopingmisbrug, som Lance Armstrong opfordrede til. Dernæst de hemmelige besøg hos den spanske læge Eufemiano Fuentes - som Hamilton hævder, at Bjarne Riis satte ham i forbindelse med - og dernæst forsøget på at lyve sig ud af problemerne, da han blev testet positiv efter OL i 2004.

Bogen blev, da den kom på gaden i USA, straks genstand for voldsom debat. Der var dem, der mente, at Tyler Hamilton blot forsøgte at tjene penge på at forsætte løgnene. Men der var også dem, der mente, at det var inderligt troværdigt, hvad bogen fortalte om organiseret doping, et massivt pres fra omgivelserne og alle dem, der lukkede øjnene undervejs.

Siden bogens udgivelse i USA er Lance Armstrong blevet frataget alle sine Tour-titler efter en ødelæggende rapport fra det amerikanske anti-doping agentur. En sag, hvor blandt andre Tyler Hamilton vidnede mod Lance Armstrong. Tyler Hamiltons beskyldninger blev i den rapport underbygget af en række andre tidligere cykelryttere.