BT kommer her med tre bud på, hvad der kan ske på mandagens pressemøde i London, hvor Bjarne Riis vil offentliggøre, hvad fremtiden byder på for Team Saxo-Tinkoff.

Riis sælger sin licens og forlader holdet

Farvel til en stor og  omblæst epoke i dansk cykelsport. Bjarne Riis får op mod 50 millioner kroner ved salget af Team Saxo-Tinkoffs licens og afvikling af sit selskab bag. Hermed er danskeren fri af holdet, og en eventuel køber i Oleg Tinkov kan begynde at præge holdet sportsligt, som han har ytret ufravigeligt ønske om. Måske allerede ved at tilføre de to russere Nikolai Trusov og Ivan Rovny til holdet, som efter sigende har trænet med det nuværende hold på Gran Canaria på det seneste.

Fordele

Bjarne Riis kan sikre sig selv økonomisk og sikrer samtidig, at holdet og medarbejderne rundt om det ikke lider nogen risiko, hvis han bliver dømt for at stå bag organiseret doping på sine hold i Anti Doping Danmarks undersøgelse. Bjarne Riis slipper for det tunge pres fra offentligheden og kan flytte mere fokus til sin familie i karrierens modne fase.

Ulemper

Bjarne Riis vil forlade sit livsprojekt og sende et danskejet hold på russiske hænder, inden han overhovedet ved, om Anti Doping Danmarks (ADD) undersøgelse overhovedet munder ud i en sag mod ham, der gør det nødvendigt . Forventelige tab til talentudviklingen i dansk cykelsport som naturlig følge.

Riis sælger og bliver som sportslig leder

Her er det mest forventede scenarie. Den italienske avis La Gazzetta dello Sport mener at vide, at Bjarne Riis får 45 millioner kroner af Oleg Tinkov for sit hold og bliver i en rolle som team manager med en årsløn på 7,5 millioner kroner på en kontrakt over fire år. Oleg Tinkov har endelig beslutningsret angående rytterrekruttering og andre sportslige beslutninger.

Fordele

Bjarne Riis sætter sig en position, hvor han både sikrer sig selv økonomisk med øjeblikkelig og fremtidig virkning, mens han lettere kan trække sig fra sit job, hvis det bliver nødvendigt på grund af ADDs undersøgelse. Slipper for den evige frygt for ikke at finde en ny sponsor til at sikre driften for næste sæson.

Ulemper

Bjarne Riis vil stadig udgøre en risiko for holdet og kan risikere den tunge bodsgang væk fra jobbet, hvis han kan kendes skyldig i en eventuel sag fra ADD og modtager karantæne.

Bjarne Riis skal foretage det tidligere så utænkelige skifte væk fra magten til en rolle som mellemleder uden videre bestemmelsesret over det, han selv har bygget op fra grunden. Bjarne Riis skal formentlig acceptere et medarbejderforhold til den excentriske og til tider ustyrlige Oleg Tinkov, som han havde svært nok ved at holde ud i en rolle som sponsor for holdet. Talentudviklingen i dansk cykelsport må forventes at tage skade. Imagetabet med Oleg Tinkovs fortid som holdejer og de mange beskyldnigner mod Bjarne Riis er bekymrende stort.

Riis præsenterer ny hovedsponsor

Det mindst forventede scenarie. Bjarne Riis hiver en kanin op af hatten i Googles engelske hovedkontor og har fundet en ny navnesponsor, der sammen med Saxo Bank kan sikre holdet et budget i verdenseliten.

Fordele

Hvis sponsoren ikke er Oleg Tinkov, ville scenariet frigøre Bjarne Riis fra mange bekymringer fra 2013, mens holdet igen kan hente forstærkninger som Samuel Sanchez til holdet i forsøget på at styrte Froome og Team Sky fra tronen. Bjarne Riis beholder sin magt og indflydelse og sikrer et danskejet hold på World Touren.

Ulemper

Bjarne Riis er stadig en enorm risiko for holdet i tilfældet af en sag fra ADD, og han vil have svært ved at afvikle sit engagement som holdejer, hvis en dom pludselig kræver det.