På onsdagens etape i Vuelta a España lykkedes det Team Saxo-Tinkoff at få kørt Nicolas Roche op på femtepladsen i den samlede stilling takket være et dristigt og målrettet taktisk kup. Med små 30 km igen sprængte det danske hold feltet i sidevinden og sørgede for, at Roche fik en gevinst på omkring halvandet minut ned til sine nærmeste konkurrenter Domenico Pozzovivo og Thibaut Pinot.

Ideen til sidevindskuppet på en etape, der ellers lignede en gave til sprinterne, kom fra holdejer Bjarne Riis. Men den blev gennemført med hjælp fra sønnen Jesper, der blev sendt ud i forvejen som en slags spejder på mission for cykelholdet.

- Jeg havde det lidt på fornemmelsen (at der ville være sidevind, red.), og så havde jeg sendt min søn Jesper ud og køre de sidste 30-40 kilometer igennem. Bagefter telefonerede vi lige sammen, og han sagde så, at med 30 igen kunne vi godt køre. Så vi gik frem der, og det var perfekt, sagde en stolt Bjarne Riis til TV 2 Sporten om den vellykkede mission.

Nicolas Roche er nu 3.43 efter den førende italiener Vincenzo Nibali inden de næste dages anstrengelser i bjergene, mens han har 1.26 ned til Pozzovivo på sjettepladsen. Løbet slutter på søndag i Madrid.