Der er gang i underskrifterne på det russiske cykelhold Tinfoff-Saxo. Den slovakiske stjerne Peter Sagan sluttede sig for nylig til staben, og mandag er det australske Michael Rogers, der har sat sin signatur på en kontrakt.

Den 34-årige all-rounder har forlænget sin aftale med Bjarne Riis og kompagni med to år.

- Vi er alle meget glade for, at Michael vil blive hos os, og det giver sig selv hvorfor. Det har været et utroligt comeback, og han har spillet en vigtig rolle i at løfte det overordnede niveau på holdet. Faktisk tror jeg ikke, vi har set ham stærkere, end han er nu. Han vil definitivt blive vigtig for os i de kommende sæsoner, siger den danske teamchef Bjarne Riis.

Michael Rogers har haft et turbulent år, efter han i slutningen af 2013 blev suspenderet af den internationale cykelunion UCI. Årsagen var fundet af det forbudte stof clenbuterol i forbindelse med en dopingprøve d. 20. oktober efter et løb i Japan. Heldigvis for Rogers og Tinkoff-Saxo godtog UCI senere australierens forklaring om, at det var fra maden i Japan, han var blevet ramt.

Så kunne Tinkoff-Saxos løjtnant atter køre cykelløb. Rigtig godt endda. To etapesejre i Giro d' Italia og en enkelt i Tour de France vidnede om en rytter i storform.

- Det har været et mindeværdigt år for mig indtil videre, siger Michael Rogers, der ser frem til flere sejre i de store løb.

- Jeg vil elske at tage flere sejre i de næste sæsoner og ser særligt frem til at komme tilbage til Tour'en med Alberto (Contador.red.) og afslutte, hvad vi har startet.