Colombianske Nairo Quintana tog både etapesejren og den røde førertrøje på 10. etape i Vuelta a España.

Lagos de Covadonga. Nairo Quintana (Movistar) sikrede sig mandag et stort resultat i Vuelta a España, da det på 10. etape blev til både etapesejr og førertrøje for colombianeren.

Quintana angreb på den sidste stigning og endte blandt andet med at tage 25 sekunder på Chris Froome (Sky) og over et minut på Alberto Contador (Tinkoff).

Mandagens etape var indledningsvist præget af et stort 16-mands-udbrud, der havde omkring fire minutters forspring, da Vuelta-feltet tog hul på den første af de to afsluttende stigninger på mandagens etape.

Hos favoritterne var der samling over den første kategori 1-stigning, men på det sidste bjerg skete der for alvor ting og sager.

Det stærke, spanske Movistar-mandskab satte et hæsblæsende tempo på vej op ad den afsluttende stigning Mirador de la Reina, der er uden for kategori.

Og med knap 10 kilometer til målstregen måtte den britiske Sky-kaptajn, Chris Froome, slippe resten af favoritterne. Tre kilometer senere angreb Nairo Quintana (Movistar) med Alberto Contador lige bag sig.

Cirka tre kilometer senere gik det dog galt for Contador, der blev sat af Quintana og ovenikøbet overhalet af Froome, der leverede et imponerende comeback på stigningen.

Froome kunne dog ikke hente Quintana, der på forrygende vis sikrede sig etapesejren og samtidig overtog førertrøjen fra David de la Cruz (Etixx-Quick-Step).

/ritzau/