KØB PLUS!

Riis vil ikke kommentere dopinghistorier

Bjarne Riis har valgt ikke at kommentere på, at to af hans tidligere ryttere har indrømmet at være dopet, da de kørte på Team CSC.

Den omfattende dopingsag af det amerikanske dopingagentur USADA mod US Postal med Lance Armstrong i front, trækker linjer til den danske holdejer, Bjarne Riis.

To af hans tidligere ryttere, Christian Vande Velde og David Zabriskie, har under ed indrømmet, at de dopede sig, da de kørte for Team CSC fra 2005 til 2007. De to ryttere begyndte at dope sig, da de kørte for US Postal, og fortsatte i større eller mindre grad med at tage ulovlige midler, da de efterfølgende kørte for Riis. Ingen af de to ryttere beskylder Riis for at medvirke til misbruget, og begge ryttere hævder, at de stoppede med at dope sig, imens de kørte for Team CSC.

Sporten.dk ville gerne interviewe Bjarne Riis om de to belastende vidneudsagn, som er en del af sagen, der udspringer i US Postal. Men kommunikationschef på Team Saxo Bank-Tinkoff, Anders Damgaard, siger til sporten.dk, at Riis og holdet ikke ønsker at kommentere på oplysningerne.

Bjarne Riis har siden han afsluttede sin lange sæson efter Vuelta a Espana holdt lav profil. I øjeblikket holdet han ferie oven på en stressende sæson.

Under Vuelta a Espana udkom Tyler Hamiltons bog "The Secret Race", hvor der var alvorlige beskyldninger mod Bjarne Riis, som skulle have deltaget aktivt i Tyler Hamiltons dopingmisbrug på Team CSC. Riis afviste i den forbindelse Tyler Hamiltons anklager i en kort kommentar, og han ønskede derefter ikke at svare på nogen form for dopingspørgsmål. Således heller ikke i forbindelse med de nye informationer fra USADA-rapporten.

Læs også: