Klokken er fem minutter i 12. I hvert fald, hvis man har planer om at være med på topplan i professionel cykelsport i 2016. Og derfor har Bjarne Riis da også haft travlt med at sondere terrænet for at finde et nyt hold at slå sig sammen med. Foreløbig har Bjarne Riis dog ikke haft heldet med sig.

For ifølge BTs oplysninger har to hold fra cykelsportens superliga takket pænt, men bestemt nej til den blanding af kompetencer og et tocifret millionbeløb, der ellers ville følge med den danske cykelboss fra Saxo Bank.

Riis har angiveligt forsøgt sig med en føler på det ambitiøse hold MTN-Qhubeka, som debuterede i årets Tour de France. Men med et renommé som dopet Tour-vinder og skarpe anmærkninger i karakterbogen fra Anti Doping Danmarks rapport i tiden som leder på Team CSC, er Riis' navn ikke spiseligt for alle og enhver.

»Der har ikke været tale om forhandlinger fra vores side, men det er korrekt, at Bjarne Riis har forhørt sig om mulighederne,« fortæller Brian Smith, der er general manager på MTN-Qhubeka.

Ifølge BTs oplysninger havde Bjarne Riis ellers gode kort på hånden, da han inklinerede for det sydafrikanske cykelhold. Ud over sin erfaring som cykelboss på et af verdens førende prof-hold gennem de seneste 15 år, har Riis med sine venskabelige relationer til Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen også kunnet byde sig til med et sprog, alle i den økonomisk trængte cykelsport kan forstå: hård valuta.

»For os har det ikke kunnet lade sig gøre at indlede et samarbejde med Bjarne Riis. Vores nye sponsors værdisæt harmonerer ikke med den historik, Riis har som tidligere dopet. Det blev understreget meget klart, at det ikke ville kunne lade sig gøre, og det var ene og alene på grund af Riis,« forklarer Brian Smith til BT.

KØB BT I DAG OG LÆS MEGET MERE OM BJARNE RIIS' FORSØG PÅ AT KOMME TILBAGE I CYKELSPORTEN. HER FÅR DU BLANDT ANDET SVAR PÅ:

- HVILKET ANDET STORHOLD, DER HAR SAGT NEJ TIL RIIS.

- HVAD SAXO BANK SIGER TIL RIIS' PROJEKT.

- HVILKE ANDRE MULIGHEDER RIIS HAR FOR AT KOMME TILBAGE I CYKELSPORTEN.

PLUS EN KLUMME FRA BTs SPORTSCHEF OM, AT OLEG TINKOV PUDSIGT NOK KAN BLIVE RIIS' VEJ TILBAGE.