Peter Sagans famøse numseniv får nyt liv hos belgisk løbsarrangør, der bruger Tinkoff-Saxo stjernens fingerfærdighed i markedsføring.

De politisk korrekte kan lade forargelsen flyde. Chauvinisterne kan slikke sig om munden med udsigt til perfekt rundede kurver. Og resten af cykelpublikummet kan så småt begynde at glæde sig til de belgiske brostensklassikere.

Især et af de elskede løb i det cykelbegejstrede land har sikret sig masser af gratis omtale ved at bruge Peter Sagans meget omstridte numseniv fra foråret 2013 i markedsføringen af 2015 udgaven.

Således spiller arrangørerne af E3 Harelbeke spørgsmåleet om, hvem der i år får et numseniv på niveau med det, der i marts 2013 skabte lemmingeagtig shitstorm på de sociale medier.

Peter Sagan, som i år stiller til start for Tinkoff-Saxo efter vinterens tungeste transfer, måtte for to år siden strække våben til Fabian Cancellara. men det anfægtede ikke slovakken, der efter at være blevet slået i Flandern Rundt fik albuerum til at give podiepigen Maja Leye et anerkendende - og småsexistisk -  niv det sted under ryggen, mænd har det med at fokusere på i middelsvær grad.

Markedsføringen af E3 Harelbekes 2015 udgave giver den således på alle tangenter i en næsten demonstrativ flirt med løsgående hænder og indbydende balder.

- Efter min mening er det for nem og åbenlys en måde at markedsføre løbet på, skriver Reuters journalist, Julien Pretot, til BT.

Orica-Greenedge rytteren Sarah Connolly har kommenteret plakaten fra E3 Harelbeke på Twitter med UCI-præsident Brian Cookson i adressefeltet og anfører, at de belgiske løbsarrangører hvert år forbeholder sig retten til mandehørm.

Peter Sagan, den ene af hovedpersonerne fra den snart to år gamle numsesaga, overrakte efter numseniv episoden en buket blomster og en halvbagt beklagelse til Maja Leye.

I øvrigt vandt Peter Sagan så E3 Harelbeke i 2014 i overlegen stil. Og helt uden at nive nogen i numsen. Den 27. marts er der mulighed for at gentage succesen. Både på asfalt og podie.