Sportsdirektøren for Team Cult Energy frygter for dansk cykelsport den dag, hvor Bjarne Riis heller ikke er sportsdirektør.

Bjarne Riis' salg af sit cykelhold handler ikke kun om de danske ryttere, der lige nu kører på holdet, fordi de er hentet af den danske holdejer. Det handler også om fødekæden i den danske talentudvikling, hvor hold som Team Cult Energy gennem årene har opfostret talenter, der har fået chancen for at tage det store skridt ind i verdenseliten under Bjarne Riis' hold.

Men i første omgang er sportsdirektør Michael Skelde fra det danske kontinental-hold og talentfabrikken Team Cult Energy mest bekymret for salgets langvarige effekter på dansk cykling som folkesport:

- Det er på alle måder ærgerligt for dansk cykling. Som cykelfan og som cykelelsker, så er det det kedeligste, der overhovedet er sket i dansk cykling, som jeg kan huske. Det er Bjarne, der har gjort cykling så stort, som det er i Danmark. Først som rytter siden som holdejer. For eksempel genopstod Post Danmark Rundt i 1995, fordi Bjarne Riis-bølgen begyndte og har siden levet af hans holds deltagelse, siger Michael Skelde.

Han mener dog, at hans talenter har lige store chancer for at komme til Team Tinkoff-Saxo med Bjarne Riis som sportsdirektør i 2014. Men måske ikke så meget længere end det.

- Bjarne har været bevidst om at tage de største danske talenter videre. Og selvom han ikke altid har gjort det på den måde, som jeg gerne ville have, så er det da et stort tab på den lange bane, hvis Bjarne ikke længere er der. Det er der jo ikke længere en garanti for. Men så længe Bjarne er på holdet, er jeg ikke så bange for, at han ikke har øje for danske talenter og finder plads til dem. Før har Bjarne måske haft for travlt til at fokusere på det, men nu kan man håbe, at han igen får tid til at lære den danske talentmasse bedre at kende, håber Michael Skelde og anfører trods alt, at Bjarne Riis' internationale profil på sine hold langsomt har lært de danske talenter at søge job hos andre World Tour-hold end lige det med et dansk flag på verdensranglisten.

Michael Skelde glæder sig i første omgang over, at Bjarne Riis har forladt bestyrelseslokalet med mulighed for at finde mere tid i sportsdirektørbilen.

- Jeg glæder mig lidt til at se ham tilbage i det element, hvor han hører til. Jeg tror også, Bjarne har savnet at sidde i sportsdirektørbilen. I virkeligheden synes jeg, at det er det, han har været bedst til. Som jeg ser det, har det før været Bjarne, der vandt løbene fra sportsdirektørbilen i lige så høj grad, som det var rytterne selv, lyder rosen fra Michael Skelde, selvom han tidligere også har været blandt kritikere af Riis, når det har handlet om talentudvikling og træningsmetoder.

I forhold til sidstnævnte håber Michael Skelde også, at Bjarne Riis igen vil komme tilbage i motorrummet og finde tilbage til at være en udvikler af den til tider så konforme cykelsport. En rolle, der de seneste år har glimret mere hos hold som Team Sky og Garmin.

- Jeg hørte Tinkov sige, at de er klar til fornyelse. Det var egentlig meget rart at høre, og jeg håber, at det betyder, at Bjarne igen vil få tid til at fordybe sig i nye træningsmetoder, kost og andet, der kan lukke hullet lidt i forhold til det store arbejde, Sky har lavet. Bjarne var engang foregangsmand på det punkt, men det var som om, han ikke længere havde kræfterne eller nærværet til at være det de seneste år, mener Skelde.

Men hans frygt for Bjarne Riis bidrag til dansk talentudvikling fra 2015 og frem er der. Og den skyldes også, at han forudser vanskeligheder i Bjarne Riis tilpasning til et miljø, hvor Oleg Tinkov nu har ret til at bestemme over træningsmetoder og blande sig i Bjarne Riis' arbejde.

- Det kan blive en voldsom udfordring for ham (at være medarbejder i det, der før var hans eget selskab). Der vil helt sikkert komme kontroverser, og det er spørgsmålet, hvor længe Bjarne bliver i den position, hvis Tinkov bestemmer for meget over det sportslige. Det er først til den tid om et år eller to, at man kan frygte og vurdere, at det vil koste noget for dansk cykling, siger Michael Skelde.

Oleg Tinkov var noget mere afvæbnende omkring sin indblanding i Bjarne Riis' arbejde på pressemødet i London, end hans advokat og nye direktør for cykelholdet, Stefano Feltrin, tidligere har lagt op til.

Oleg Tinkov hævdede for eksempel, at han ikke vil blande sig i Bjarne Riis' sportslige dispositioner, da han i Bjarne Riis har verdens bedste i det fag.