Endnu er det ikke officielt bekræftet, men alle forventer, at Bjarne Riis og rigmanden Lars Seier Christensen ved torsdagens pressemøde bekræfter, at de efter at have været hovedsponsor siden juli i år nu overtager magten over cykelholdet Team Virtu Pro-Veloconcept.

Tirsdag kom der endnu en indikation på, at Riis skal være manden, der styrer holdet med Michael Skelde som hans forlængede arm.

Holdets hidtidige sportschef Ricky Enø Jørgensen forlader nemlig Virtu Pro-Veloconcept. Han meddeler i pressemeddelelse, at han har fået nyt job og fremover skal være afdelingsleder for den nye cykelinje på Rydshave Slots Efterskole.

»Det handler i bund og grund om at gøre nogle unge cykelryttere bedre, og jeg synes, det er super spændende. Jeg skal lære dem om alt fra kost, ernæring, træning, det mentale og det at køre som et team, og det har jeg masser af erfaring i,« siger Ricky Enø Jørgensen i pressemeddelelsen.

På en sms til BT fastslår han, at bruddet med Virtu Pro-Veloconcept er sket i al mindelighed.

»Der er nok flere forretnings- og netværksinteresser hos den nye sportschef, og det er bedst for cykelholdet. Det er kold business, men jeg fundet et rigtigt spændende arbejde. Den nuværende ledelse og jeg har sluttet godt af, og der er ingen sure miner. Jeg ønsker cykelholdet alt held og lykke fremadrettet,« lyder beskeden fra den nu tidligere sportschef, som har høstet mange flotte resultater, mens han har stået i spidsen for cykelholdet, der kørte under navnet Team Trefor, indtil det fik ny sponsor kort før Danmark Rundt.