Holdejerens tavshed om belastende dopinganklager sætter hans ryttere i en dum situation

Mens Bjarne Riis fortsat undgår at svare på anklagerne fra tidligere ryttere som Tyler Hamilton, David Zabriskie og Christian Vande Velde, så lander spørgsmål om cykelbossens forhold til doping i stedet hos Team Saxo Bank-Tinkoffs nuværende ryttere.

Det skete også i går, da Bjarne Riis’ danske bjergrytter, Chris Anker Sørensen i BT loyalt bakkede op om sin chef og samtidig tvivlede på Tyler Hamiltons troværdighed og kaldte ham en ’bitter, gammel mand’.Men det er langt fra rimeligt, at holdets ryttere ender med at stå på mål for deres arbejdsgiver, fordi han selv forholder sig tavs. 

Det mener Thomas Bay, tidligere toprytter og nu kommentator for Eurosport.

- Hovedproblemet er her, at han (Bjarne Riis, red.) som chef og holdejer ikke går ud og svarer på de spørgsmål, der skal svares på. Det gør, at ansatte ryttere, som intet har med det her at gøre, skal rende og forholde sig til alle de her spørgsmål, siger han.

Tidligere har også holdets tilbagevendte rytter, Matti Breschel, forsvaret Bjarne Riis mod alle anklager.

Han satte således et stort spørgsmålstegn ved Tyler Hamiltons troværdighed ved at antyde, at amerikaneren havde et alkoholproblem. 

Thomas Bay forstår rytternes reaktion, da det er deres arbejdsplads, der kan være på spil. Men han kalder hele situationen for ’dum’.

- Det sætter hans ryttere som Chris Anker og Matti Breschel i en dum situation. For det er jo ikke dem, der skal svare på, hvad der egentlig foregik, før de selv næsten havde kørt deres første cykeltur, siger Thomas Bay. 

Derfor bør Bjarne Riis nu bryde tavsheden og svare for sig, mener han.

- Så for deres skyld synes jeg, at Bjarne Riis bliver nødt til at tage sig af hele situationen og sige, hvad han mener, så holdet kan komme videre fra det her, siger Thomas Bay.

 Alex Pedersen, der er tidligere cykelrytter og nu ekspertkommentator hos DR, vil ikke blande sig i selve diskussionen om, hvem der har ret eller uret i diverse dopinganklager. Han råder rytterne til at gøre det samme. 

- Hvis jeg skulle rådgive Matti Breschel og Chris Anker Sørensen, så ville jeg ikke være gået ind i den dialog om, hvad der er rigtig og forkert. Eller hvem der er sure og bitre, fordi det handler om ting, der ligger 10 år tilbage. Det har de ikke en kinamands chance for at vide noget om, siger Alex Pedersen til Sporten.dk og tilføjer: 
 
.- Så i min verden bør de passe deres egen karriere og tænke på at gøre det så godt som muligt, når de får et rygnummer og kommer ud at cykle igen, siger han.