Trods skarp kritik af hans tidligere ledelse og accept af doping mener Bjarne Riis, at han er berettiget til et comeback i cykelsporten.

Flere ledere fra toppen af dansk idrætsliv udtalte i torsdagens BT deres skepsis overfor Bjarne Riis og hans planer om at vende tilbage til international cykelsport  i en rolle, hvor han får ansvaret for den sportslige drift af et cykelhold. Det gjorde de på baggrund af Anti Doping Danmarks rapport om doping i dansk cykelsport, hvor det blev slået fast, at Riis i sin rolle som holdejer og ledende sportsdirektør havde været vidende om og accepteret brug af doping blandt hans ryttere.

»Jeg synes, at Bjarne Riis har udspillet sin rolle, og det peger rapporten også på. Han har vist, at han hverken har haft rent mel i posen eller intentioner om at have en cykelsport uden doping,« sagde Lone Hansen, direktør for Team Danmark og tidligere direktør for Anti Doping Danmark.

Men Riis tager kritikken roligt. Han fastslår, at han godt nok har begået fejl tidligere, men at han også har gjort gode ting for cykelsporten, og at det ville være mærkeligt, hvis han ikke skulle stå for den sportslige ledelse på det cykelhold, der foreløbigt kun er i støbeskeen.

»Det ville være sindssygt, hvis vi ikke skulle udnytte den erfaring, som jeg har. Jeg vil få en ledende rolle, som ikke ligger langt fra, der hvor jeg har bevæget mig hidtil.«

»Der vil altid være delte meninger om mig, og man har selvfølgelig lov til at mene, hvad man vil. Jeg erkender, at jeg har fejlet. Men jeg har også været til at udvikle cykelsporten i en god retning. Det gælder blandt andet de biologiske pas, udvikling og ledelse.«

»Der kan sagtens være plads til mig i sporten, og jeg har lært af mine erfaringer. Jeg står for en sund og fornuftig cykelsport.«

»I forhold til undersøgelserne har jeg bidraget med det jeg kunne, og det er fuldt offentligt for alle, der er interesserede. Der vil til enhver tid være forskellige meninger om mig, men jeg forsøger at gøre det så godt, jeg kan. Jeg tror på cykelsporten og på det, som jeg kan bidrage med for at udvikle den i den rigtige retning.«