Bjarne Riis skriver i et brev til forfatteren bag Tyler Hamiltons bog, hvorfor han ikke ønsker at forsvare sig mod alvorlige dopinganklager.

Bjarne Riis har kortfattet afvist Tyler Hamiltons anklager om, at den danske holdejer satte sin stjerne i forbindelse med bloddoping via den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes i august 2001.

Siden har Bjarne Riis afvist at kommentere nye anklager om medvirken til at leje hemmelige dæklejligheder og specifikke planer om blodtransfusioner til CSC-holdets amerikanske stjerne fra 2002-2003.

Men sporten.dk er i besiddelse af Tyler Hamiltons biografi ’The Secret Race’, hvor forfatter Daniel Coyle beskriver, hvordan Bjarne Riis er blandt de anklagede parter, der ikke har ønsket at stille op til et interview for at svare på anklagerne.

Forfatteren gengiver også en mail, hvor Bjarne Riis ifølge bogen forklarer, hvorfor han ikke ønsker at svare på dopinganklagerne:

- Jeg bliver virkelig trist af disse anklager, der fremføres mod mig. Men da dette ikke er første gang, at nogen forsøger at miskreditere mit arbejde og - uheldigvis - nok heller ikke er sidste gang, vil jeg afstå fuldstændig fra at kommentere disse beskyldninger. Jeg føler selv, jeg fortjener min plads i cyklingens verden. Jeg er kommet med mine egne indrømmelser om doping, jeg har været en central figur i skabelsen af det biologiske blodpas, og jeg leder et hold med en klar antidoping-politik, skriver Bjarne Riis til forfatter Daniel Coyle.

Ifølge sporten.dk's oplysninger havde Bjarne Riis ikke mulighed for at læse bogens anklager mod ham inden et eventuelt interview. Han vidste, at det handlede om anklager mod ham selv omkring doping. Bjarne Riis afviste allerede i forbindelse med Operacion Puerto i 2006, at han havde noget kendskab til den tidligere hækkeløber og gynækolog Dr. Eufemiano Fuentes.

Dengang kom det frem, at holdets nye stjerne Ivan Basso havde et forhold til dopinglægen fra Madrid, mens det også femgik af beslaglagte dokumenter, hvordan Tyler Hamilton havde et omfattende dopingmisbrug i sin tid hos Bjarne Riis. Siden blev Fränk Schleck taget i at overføre 6.991 euro til Eufemiano Fuentes i Madrid i marts 2006. Penge som luxembourgeren forklarede var betaling for særlige træningsprogrammer.

Tyler Hamiltons bog udkommer i dag i USA.