Riis i eksklusivt interview: Det er stadig mit cykelhold

Bjarne Riis føler, at han har truffet den rigtige beslutning ved at sælge holdet - og Team Tinkoff-Saxo er stadig hans, siger han i dette eksklusive interview.

Da Alberto Contador tirsdag formiddag kørte ud af mørket fra parkeringskælderen under luksushotellet på Gran Canaria, kom det mest synlige tegn på, at der er sket markante ændringer på Bjarne Riis’ cykelhold.

Den markante gule farve på den nye cykeltrøje fremhæver holdets nye hovedsponsor og ejer, Tinkoff Bank. Ejeren hedder for første gang i mange år ikke Bjarne Riis, og holdet er ikke længere dansk. Det er store ændringer på de indre linjer, men selvom Bjarne Riis i dag er Team Manager, så er cykelholdet stadig hans livsværk.

Det lod Bjarne Riis skinne klart igennem, da han for første gang i lang tid satte sig ned til et eksklusivt interview med BT.

- Et eller andet sted er det stadig mit hold. Det ændrer sig jo ikke bare. Det er godt nok ikke mig, der ejer holdet længere, men jeg føler stadig, at jeg har mange aktier i det.

- Jeg har en stor interesse i, at det skal gå godt for holdet. Det synes jeg er en god ting, og det er også væsentligt for, at jeg skal være her.

Tirsdag var det første gang, at Team Tinkoff-Saxo viste sig frem i sine nye klæder. Som stærk kontrast til nogenlunde samme tidspunkt sidste år, hvor pressen ikke var inviteret ind på hotellet, bød den nye organisation pressen indenfor til interview.

Bjarne Riis har i lang tid holdt sig fra pressens spørgsmål, men tirsdag var han anderledes afslappet og stillede op til interview. De verserende dopingspørgsmål afværger han, som han har gjort siden Vuelta a España forrige efterår. Anti Doping Danmarks dopingundersøgelse har Riis ikke indflydelse på, og så længe der ikke er nogen afgørelse, vil han ikke bidrage yderligere.

Hans nye rolle som Team Manager på Team Tinkoff-Saxo har Riis derimod indflydelse på. Nu kan han igen koncentrere sig fuldt ud om rytterne.

- Jeg synes, jeg har den frihed, jeg skal have for at have gøre de ting, jeg gerne vil. Det er stadig meget tidligt, men jeg glæder til at komme ud til nogle flere cykelløb og koncentrere mig om det.

Holdets nye ejer er den excentriske russiske milliardær Oleg Tinkov, som købte holdet i december. Det lignede en nødløsning, da Riis solgte holdet til en mand, som han kort tid forinden var på kollisionskurs med.

- Jeg synes, at processen med at sælge holdet har været rigtig god. Hele transformationen til, at Oleg har overtaget, er forløbet rigtig godt. Jeg synes, han har været fantastisk. Han har været super god og bedre, end jeg havde forventet. Vi har de samme ambitioner, og vi vil de samme ting, og det har jeg det godt med.

- Hvis ikke jeg var indforstået med min nye rolle, så skulle jeg have sagt nej, og det gjorde jeg ikke. Det er også det, jeg mener med, at processen med salget har været rigtig god. Det har været en lang proces, for det er ikke noget, man bare lige gør fra den ene dag til den anden. Det er noget, jeg har haft tid til at overveje, og vi har været enige om det. Jeg skal stadig være en vigtig del af holdet, og det er vi enige om, og det har været det væsentligste. Det har gjort, at jeg føler, at det er det rigtige.

Var det krav for dig, at du stadig skulle spille en vigtig rolle på holdet?

- Ja, men jeg vil nærmere sige, at det var gensidigt, for det var mere et krav fra Oleg, at jeg stadig var en del af det. Jeg mener absolut, at jeg stadig skal have en vigtig rolle, og det var vi enige om.

I den kommende sæson vil Bjarne Riis indtage en langt mere fremtrædende rolle, end han gjorde i sidste sæson. Riis vil tilbage til cykelløbene.

- Jeg kan forhåbentligt give meget mere af mig selv. Jeg håber, at jeg kan give rytterne noget af det, som jeg er bedst til. Jeg vil være mere med ude til cykelløbene, og jeg vil coache dem mere. Jeg vil være mere med til at lægge den rigtige strategi og sætte det rigtige hold sammen, så vi kan vinde nogle flere cykelløb.

Læs også: