Bjarne Riis’ nystartede cykelhold ser optimistisk på offentliggørelsen af 2017-ruten til PostNord Danmark Rundt

Selvom Team Virtupro – Véloconcept endnu ikke er sikret en plads, ser sportsdirektør Michael Skelde allerede nu frem mod det kommende års PostNord Danmark Rundt med store forventninger. Tirsdagens offentliggørelse af løbsruten afslørede en interessant rute med start i København og mål i Aarhus efter en hård og 200 kilometer lang afsluttende femte etape, og det er guf for Bjarne Riis’ nystartede danske hold, der med al sandsynlighed bliver et af de danske kontinentalthold i feltet.

»Jeg tror, det bliver et rigtig godt Danmark Rundt - fordi det passer os rigtig godt. Der vil rigtigt blive kørt cykelløb,« griner sportsdirektør Michael Skelde, da BT fanger ham over telefonen.

Rytterne kan blandt andet se frem til endnu et møde med den frygtede bakke på Kiddesvej i Vejle, ligesom Mols Bjerge ved Ebeltoft meget vel kan være med til afgøre løbet på femte og sidste etape. Benzin til et vildt løb, som kan give gode chancer til Team Virtupro – Véloconcepts to trumfkort.

»Jeg fornemmer, at ruten er hårdere og åbner flere muligheder, og det er klart, at med ryttere som Rasmus Guldhammer og Alexander Kamp, så ligger det helt perfekt til os. Der skal køres aggressivt,« siger Michael Skelde, der ikke tøver med at kalde PostNord Danmark Rundt for holdets vigtigste opgave i 2017 med tanke på al den eksponering, der følger med i de fem dage. Og ambitionen er allerede klar:

»Vi går både efter at vinde en etape og en top tre placering i klassementet. Det er i hvert fald muligt,« vurderer Michael Skelde.

I forhold til tidligere, hvor løbet er blevet afviklet umiddelbart efter Tour de France, køres løbet i 2017 fra d. 12-16. september. Det sker for at gøre løbet mest muligt attraktiv for de store cykelnavne, hvorfor Michael Skelde også forventer hård konkurrence på de danske landeveje. I det hele taget mener han godt, at danske cykelfans kan begynde at glæde sig. Også med tanke på valget af en lang hård afslutning på sidste etape.

»På papiret bevarer det spændingen hele vejen frem til målstregen på femte etape. Det kan vi godt lide, når det er sådan et kort og intenst løb.

Løbet blev sidste år vundet af Michael Valgren. Han og Magnus Cort ligner umiddelbart forhåndsfavoritter til den samlede sejr i 2017.