Team Saxo Bank tager til Tour Down Under med australsk joker.

Bjarne Riis og Team Saxo Bank har sat navn på den trup, som i midten af måneden skal have sol på stængerne i Santos Tour Down Under.

Jonathan Cantwell har således raseret den australske løbsscene over de sidste fire sæsoner og vundet ikke færre end 85 sejre, fortrinsvis i mindre gadeløb.

Ikke overraskende er det en af de australske ryttere på Team Saxo Bank, der skal forsøge at køre første sejre hjem i den jomfruelige 2012 sæson, når Jonathan Cantwell får lov at vise, om han er så hurtig som hans hidtidige resultater lader ane.

Cantwell er købt ind for at give støtte til Team Saxo Banks argentinske sprinter JJ Haedo, men har licens til at gribe chancen selv, når muligheden byder sig. Og det bør den gøre i Santos Tour Down Under, hvor Cantwell er på hjemmebane.

- Selvfølgelig håber jeg da på at vinde nogle løb gennem sæsonen, men jeg er ligeså tændt på at sidde med i toget på de sidste kilometer og skyde den af for JJ Haedo, siger 29-årige Cantwell til løbets hjemmeside.

Udover Jonathan Cantwell kommer Team Saxo Bank til det australske løb med Sergio Paulinho, Anders Lund, Luke Roberts, Jaroslaw Marycz, Jonas Jorgensen og Takashi Miyazawa.