I næsten 80 dage er det lykkedes for Bjarne Riis at holde sin mund om de giftige anklager, Tyler Hamilton retter mod ham. Tre journalister, der over en årrække har fulgt Riis’ omgang med løgne og tavshed, giver her et signalement af tavshedens mester.
- Jeg har ikke tid.
Sådan svarede Bjarne Riis umiddelbart, da sporten.dks journalist Rasmus Staghøj i onsdags som den første danske journalist kom på tomåndshånd med den danske cykelboss for at få svar på nogle af de mange dopingrelaterede spørgsmål, som peger i retning af Riis efter efterårets saftige afsløringer i både Tyler Hamiltons bog "The Secret Race" og det amerikanske antidopingagenturs 1000 sider store rapport.
Både bog og rapport har Lance Armstrong som sit centrum - som hovedskurken.
Men ringene i vandet når også ud til Riis begge steder. Mest voldsomt hos Hamilton, der hævder, at Riis stod for at få ham på bloddopingprogram hos den spanske læge Eufemiano Fuentes, mens den amerikanske rapport føjer David Zabriskie og Christian Vande Velde til listen af ryttere, som også var dopede i tiden hos Team CSC - uden danskerens medvirken, fastslår de dog begge.
Den 31. august svarede Riis kort, at Hamiltons historie er usand, at han ikke kender Fuentes og aldrig har mødt ham.
Siden da har der været tavshed, mens Hamilton yderligere har sandsynliggjort sin version ved at sige, at han, Riis og Fuentes en dag under et cykelløb sad på samme hotelværelse i Spanien.
Fordi Riis gerne ville møde lægen og hjernen bag præparation af hans stjernerytter.
Efter i onsdags at have sagt, at han ikke havde tid til at give et mere uddybende svar, fejede en irriteret Riis kort efter journalisten af med følgende svirp:
- Prøv at høre: Jeg har ikke noget at kommentere på den sag lige nu. Færdig. Og det må I acceptere.
Sporten.dk har bedt tre journalister, der over en årrække har mødt, beskrevet og interviewet Bjarne Riis om at give et signalement af manden, som nu endnu engang skal jonglere med en pressedagsorden, der mistænker ham for snyd og løgn.
Det er en dagsorden, Riis over næsten 10 år fra 1998 til 2007 med varierende styrke ramlede ind i, når dopingtemaet dukkede op og også rettede sin lyskegle mod den danske Tour-vinder. Det blev til en hel stribe løgne, inden Riis på et pressemøde i 2007 indrømmede, at han også brugte doping tilbage i 90erne. Men ikke engang ved den lejligheden fornemmede Lars Werge, der dengang var journalist på Ekstra Bladet, og som i årevis havde dækket cykelsporten og skrevet bøger om Bjarne Riis’ cykelhold, at Riis forstod, hvorfor sandheden overhovedet var vigtig.
- Jeg tror helt oprigtigt ikke, at han forstår vigtigheden af disse ting. Hele Riis’ opdragelse i cykelsporten har handlet om at blive den bedste - for enhver pris. Om det så var på cyklen eller som holdejer. Det er som om, at han slet ikke anerkender den præmis, som er pressens, når man undersøger dopingspørgsmål. Sådan fornemmede jeg også, da han indrømmede i 2007. Der var ikke en accept af, at det måske var vigtigt og rigtigt at gøre. Det var lidt mere sådan: Okay da, så får I det her, siger Lars Werge, der genoplever en del af attituden fra dengang, når Riis fejer journalisten på Gran Canaria af.
- Han har jo den her tvære, bistre attitude, når disse ting sker, og man kan som journalist godt føle, at han står og tænker "din hvalp", uden at det er det, han siger. Han har den fornærmede attitude. Riis kan også se ud som om, at han ikke aner, at der går journalister rundt omkring ham, og jeg kan forestille mig, at det er det, der er sket på Gran Canaria i denne uge, men han ved jo godt, at sporten.dk ikke har sendt to journalister derned, for at de skal få sol på næsen. Han ved, at den konfrontation kommer, men han lader som om, det ikke findes, lukker øjnene i stedet for at forholde sig til det. Det har vi ofte set i årenes løb.
At lukke øjne og lige fjerne de værste pletter var også, hvad Werge oplevede, at Riis gjorde, da han i 2006 sendte Ivan Basso hjem fra Tour de France, fordi det i avisartikler og dokumenter fra spanske politiefterforskere var blevet tydeligt for holdejeren og alle andre, at der nok var en forbindelse til Fuentes. Det var dagen før, det års Tour de France skulle begynde, og Lars Werge røg til sin computer i pressecentret i Strasbourg og skrev en halvhistorisk klumme med den krasse overskrift "Løgnens mester".
- Det var en del af den stil, jeg havde på Ekstra Bladet, at man også godt måtte være personlig og gå til kanten. Og det var også min frustation over Riis’ pletfjerner-mentalitet, der kom til udtryk. Basso var på en træningstur den dag lige blevet kørt ud af bagdøren i løbet, og så var det klaret, og Riis anede i øvrigt ikke noget om den sag, selv om den havde kørt i to måneder og meget pegede i hans retning. Lagt sammen med min generelle mistillid til ham som en, der løj, så skrev jeg det. Det var mit forsøg på at fortælle, hvem jeg oplevede, at han var, siger Werge, der understreger, at der bestemt er sider af Riis, som han godt kan lide og respekterer - han peger blandt andet på, at Riis professionelt stillede op og gav noget af sig selv, da Lars Werge skrev bogen "Drømmeholdet" om Team CSC - selv om han godt nok havde fornemmelsen af, at det ikke kun var et heltekvad, han dermed indgik i.
Det er hans vurdering, at Riis dybest set er klar til at være tavs, så længe hans sponsorer tillader ham at være tavs.
- Man skal ikke tage fejl af ham: Han er stædig, og han skal ryges ud, men jeg har lige nu faktisk lidt svært ved at se, hvor det meget tunge pres skal komme fra. På et tidspunkt kommer han til at sige mere, men hvis ikke presset bliver virkelig tungt, så tror jeg ikke, det bliver fra Riis’ mund, at der laves en korrektion af historieskrivningen, så bliver det nok nærmere noget om, at han er skuffet over Tyler.
TV2 Sportens cykelkommentator, Dennis Ritter, har i et blogindlæg for godt tre uger siden efterlyst svar fra Riis. Han mener samtidig, at tavsheden strider mod al kommunikationslogik, at det kun gør Riis’ situation værre, og at man netop derfor kommer til at sidde tilbage med følelsen af, at manden har noget at skjule.
- Vi ser i den grad en Riis Classic i øjeblikket. Og så vil jeg endda sige, at den er værre end noget, jeg lige kan erindre at have set før. Tavsheden er så larmende, fordi den har varet så længe, og fordi de ting, der kræves svar på, er så alvorlige. Den værste beskyldning lyder jo, at han har formidlet kontakt til en dopinglæge som Fuentes, og viser det sig at passe, så gjorde han det jo nok også for Basso, og jeg tror ærligt talt ikke, at han kan overleve det, hvis de ting viser sig at være sandheden, siger Dennis Ritter og fortsætter:
- Fordi det er så alvorligt, så skal han og hans pressechef jo få det ud af verden. Og jeg har analyseret på kryds og tværs, hvorfor de holder mund. Afventer de, om de får den World Tour-licens, som hænger lige nu? Vil han afhænde holdet? Jeg kan bare ikke nå frem til, hvad grunden kan være. Så det efterlader mig med tanken, at han måske har dårlig samvittighed og noget at skjule, siger Ritter.
Hans svar på Gran Canaria i denne uge kalder Ritter også helt klassisk for Riis, når han er under pres, og det undrer ham, at Riis-lejren ikke har forberedt sig dygtigere på den konfrontation, som selvfølgelig kommer. Og den kommer igen, peger han på. Riis’ irritation i situationen tolker han ikke som et forsøg på at intimidere.
- Det er mit helt personlige bud, men hidsigheden ser jeg som et udtryk for, hvordan Riis er. Sådan ser jeg ham som person. Som en knudemand, der ikke er helt tryg, når presset er på, og han er omringet af journalister. Så jeg tror ikke, han bruger hidsigheden for at skræmme eller vinde situationen, jeg tror bare det er et udtryk for, at han er spontan og glemmer at tænke sig om og huske på de ting, som ikke mindst hans tidligere pressechef Brian Nygaard lærte ham.
Netop Brian Nygaard peger redaktør og kommentator Rasmus Bech fra Politiken på, som en af de forskelle, der er på Riis’ tavshed nu i forhold til tidligere. Bech, der i 16 år var sportsredaktør på Politiken, har ved flere lejligheder interviewet Bjarne Riis - også når det har brændt på.
- Jeg synes ikke helt, at det, vi ser nu, er hans vante fremgangsmåde. Tidligere - og her tænker jeg især på Basso i 2006 - prøvede han at lave noget damage control ved at lave spin. Det var jeg selv offer for dengang, hvor jeg blev inviteret op i en lejlighed i indre by, hvor jeg skulle høre på alt det, de havde fundet frem til og gerne ville sige. Og det synes jeg også at have afkodet, at han har gjort i andre sammenhænge over for andre medier. Men i denne omgang er det en udpræget tavshed. Hvorfor skal jeg ikke kunne sige. Et gæt kan være, at det kan være meget svært at finde på, hvad han skal sige. Et gæt kan også være, at hans medierådgiver ikke er så offensiv og aggressiv, som Brian Nygaard var. Under alle omstændigheder virker det lidt dumt. Jeg er ikke sikker på, at det er den rette taktik at tro, at han kan tie det ihjel, og at alle så glemmer de anklager.
Rasmus Bech føler sig overbevist om, at Riis pønser på noget, at der arbejdes med en plan, hvis presset på holdejeren fortsætter.
- Han kommer til at sige noget, men jeg har ingen tillid til, at vi da får sandheden. Vi har i hele dette cirkus at gøre med løgnenes mestre - ikke bare Riis, men hele cykelsporten er så gennemsyret af det, at de dårligt længere kan kende forskel på løgn og sandhed. Og vi har jo her at gøre med en løgner, Hamilton, der angriber en anden løgner, Riis. Alene det forhold gør, at der kan sættes spørgsmålstegn ved alt. Hvor går skellet, hvor man går fra sandt til falsk? Hamilton har løjet gennem en hel karriere, hvor går grænsen for, at han bliver troværdig? Og hvad med Riis, som hævdede at lægge alt frem i sin store bog, men hvor vi jo så i dag sidder og så spørger, hvor meget der måske alligevel blev udeladt i dette fuldstændige opgør med karrieren? Er der noget, jeg har opgivet at tro på, at vi nogensinde får, så er det den fulde sandhed, lyder det fra Rasmus Bech.
Han har selv - efter at have stillet det dengang rituelle spørgsmål "har du selv været dopet, Bjarne" - prøvet at blive kigget i øjnene af Bjarne Riis i et fortroligt øjeblik og fået at vide, at han skam kunne stole på Riis.
- Det viste det sig så, at jeg ikke kunne. Men jeg vil give ham, at jeg har følt, at han har prøvet at være så ærlig, som tiden gjorde det muligt for ham. Jeg har følt, at når vi har siddet på tomandshånd, når jeg er blevet kaldt ind, så har jeg følt, at han gerne ville fortælle, men jeg har også følt, at han lod et vist rum stå åbent for gætterier bagefter, og jeg har oplevet, at han har været meget kølig i sin tankegang. Og Riis får brug for det kølige overblik, for han slipper ikke uden om at tale.
- På et tidspunkt kan han ikke komme uden om længere. Han kan ikke gå gennem en hel sæson uden at tale om det, for så kan han ikke sige noget om noget.
Lige nu er der stadig stilleleg hos tavshedens mester. Nu snart på 80. døgn
