Alberto Contador fik problemer med gearet på afslutningen af onsdagens femte etape af Tour de France og måtte derfor slippe den gruppe, der jagtede Nibali og Fuglsang i den hektiske finale.

Det forklarer Bjarne Riis efter den kaotiske brosten-etape.

- Vi fik det drama, som vi havde forventet, siger den danske sportsdirektør.

- Contador havde problemer med sit gear til slut og kunne ikke skifte ud i et højere gear. Det kostede lidt tid, siger Bjarne Riis efter etapen.

Alberto Contador og en række af feltets klassementsfavoritter kunne ikke sidde med, da Astana med en stærk Jakob Fuglsang i spidsen skruede tempoet op på de franske brosten. Kaptajnen, Vincenzo Nibali, distancerede den spanske Tour-favorit og er nu 2.37 minutter foran i den samlede stilling. Og Contador måtte altså også slippe forfølgergruppen til sidst. Det giver dog ikke anledning til panik, mener Bjarne Riis.

- Vi er stadig tidligt i løbet, og alle bjergene ligger foran for os. Jeg synes, vi skal være positive, vi kom helskindet igennem etapen. Vi taber lidt tid, og det kunne være meget værre.

Meget værre blev det for den forsvarende Tour de France-vinder, Chris Froome, der styrtede og måtte udgå, endnu før feltet hamrede over de knoldede franske markveje.

- Det er utroligt ærgerligt for Chris Froome og for løbet, at han er udgået. Han er en stor rytter, siger Bjarne Riis.