Der var ikke noget i vejen med Alberto Contador, men derimod hans cykel, da TV-billederne pludselig fangede ham stående på vejen på ruten.

Alberto Contador har haft en Tour de France med uheld på uheld indtil videre. Torsdag blev han ramt af et nyt, men det var slet ikke så dramatisk, som man kunne have frygtet, da TV-billederne pludselig viser Contador stående på asfalten og på vej op på cyklen. Contador var nemlig ikke styrtet i denne omgang, fortæller Bjarne Riis efter etapen. - Han skifter cykel på et tidspunkt. Det var ikke noget med ham eller noget, siger Riis og uddyber det senere overfor holdets hjemmeside. - Alberto (Contador) havde et helt udramatisk cykelskifte pga. pedalproblemer. Nu skal vi bare have overstået morgendagens etape, så vi kan komme op i et terræn, der passer til vores hold og vores ryttere, siger han. Saxo Bank-SunGard kan da også se tilbage på en etape, som på nær den ene defekt til holdkaptajnen, forløb efter planen. - Det blev lidt mindre nervøst end i går, selvom vi selvfølgelig stadig skulle sørge for at sidde forrest. Men det var regnvejr og vejen var glat, så det var ikke nemt, sagde en tilfreds Riis. Nicki Sørensen havde ikke lyst til at tale med pressen i dag, men han smilede, da han gik ind i bussen, og Bjarne Riis fortalte, at Sørensen har det fint på trods af sin ømme krop efter styrtet på 5. etape.