Johnny Weltz indkøbte EPO fra Spanien, som via en svensk rytter blev fordelt til Bjarne Riis' ryttere

Michael Rasmussen udleverer mange navne på ryttere og bagmænd i det store dopingspind, som tidligere lå under cykelsporten. En af dem er den daværende sportsdirektør på Team CSC, Johnny Weltz.

Michael Rasmussen hævder i sin bog ”Gul Feber”, at Johnny Weltz var dopingkurer i 2003. Han købte EPO i Spanien, som han videresolgte til CSC-rytterne via den svenske rytter, Martin Rittsel.

- I min tid hos CSC talte jeg ofte med Johnny Weltz om doping. Han fortalte mig om svenskeren Martin Rittsel, som kørte over fire hundrede UCI-point ind i den tid, skriver Rasmussen i bogen.

- 'Han havde jo også hele lejlighed fuld af EPO i Luxembourg', sagde Johnny. Mange af CSC-rytterne glemte ofte at betale for deres EPO hos Rittsel, hvad Johnny var muggen over. Det var ham, der havde skaffet det fra Spanien, og derfor ham, de stod i gæld til, skriver Rasmussen.

Ifølge bogen bekræfter Bo Hamburger, som også var på Team CSC, historien. Martin Rittsel har ikke kommenteret historien.

Johnny Weltz er i dag sportsdirektør på Team Garmin. Han blev også sidste år beskyldt for at være dopingkurer. Det skete, da Tyler Hamilton fortalte, at Johnny Weltz leverede EPO til George Hincapie, da Weltz før sin tid på Team CSC var på US Postal.

Da historien kom frem afviste Johnny Weltz indholdet overfor BT, men han røg ud i et stormvejr, da han benægtede at have haft noget som helst med doping at gøre i fortiden. Hans nuværende chef på Team Garmin, Jonathan Vaughters, bad Weltz om lade være med at lyve. Weltz skulle fortælle historien, som den var, lød beskeden.

Johnny Weltz er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser til den aktuelle historie. Johathan Vaughters skriver til BT, at han ikke har hørt om den historie, som Michael Rasmussen refererer i sin bog. Men Vaughters ved godt, hvordan dopingsystemet fungerede dengang, for han var selv dopet som rytter, og havde i øvrigt Johnny Weltz som sportsdirektør på US Postal, hvor dopingen flød.

- På det tidspunkt blev sportsdirektører bedt om at transportere EPO af ryttere og managere. Det ved jeg, skriver Vaughters, adspurgt til Rasmussens historie.

Selvom Vaughters tidligere har talt alvorsord med Johnny Weltz, så understreger han, at han har fuld tillid til sin danske sportsdirektør. Det har han, fordi Johnny Weltz er blevet afhørt af det internationale sportsagentur, WADA, hvor også efterforskeren Jeff Novitzky var med. Vaughters har fået en garanti for, at Weltz har fortalt alt, hvad han vidste om doping i fortiden.

- Johnny var fuldstændig ærlig overfor WADA og Novitzky. De fortalte mig begge, at de var tilfredse med Weltz' afhøring, skriver han til BT.

Vaughters lader forstå, at Weltz har gjort det rigtige, og at det var tydeligt, at Weltz dengang ønskede at komme ud af dopingnetværket. I dag bliver Team Garmin kørt helt efter bogen, men derfor skal man stadig tale sandt om fortiden, lader Vaughters forstå. Den besked til Weltz gælder stadig.

- Jeg sagde dengang, at han skulle droppe ”the bullshit”. Det mener jeg stadig.

Johnny Weltz har tidligere fortalt, at han forlod Team CSC, fordi han havde en mistanke om, at der foregik doping. I januar i år åbnede Weltz lidt mere op for posen i et interview med BT, da han fortalte om sit syn på fortiden i cykelsporten.

- Der er ikke nogen i cykelsporten, der kan gå ud og sige, at de aldrig har set eller hørt noget. Så har man ikke været sin opgave voksen, hvis man har været i sporten i så mange år. Selvfølgelig har man set eller hørt noget, sagde Weltz dengang til BT.

Johnny Weltz afviste dog fortsat, at han aktivt har deltaget i doping til ryttere imens han har været sportsdirektør.

Det vides ikke, om Johnny Weltz har været til afhøring i forbindelse med den danske dopingefterforskning. Men Anti Doping Danmark og Danmarks Idrætsforbund er i tæt samarbejde med WADA, og har derfor mulighed for at udveksle relevante informationer. Herunder Weltz' afhøring.