Jakob Fuglsang kommer ikke til at køre flere World Tour-løb i år efter flere kritiske udtalelser om Radioschack-holdet.

Jakob Fuglsang har længe haft sine konflikter på storholdet Team Radioshack, og da han ikke blev udtaget til Tour de France, stod det klart for danskeren, at han ville søge et nyt hold efter denne sæson.

Men værre endnu har holdets manager Johan Bruyneel nu fortalt ham, at han ikke kommer til at køre flere løb i år for Team Radioschack, der tydeligvis ikke ser en fremtid i den 27-årige dansker.

– Han vil ganske enkelt ikke give mig chancen for at score point resten af året. Jeg spurgte ham direkte, om det også betyder, at jeg ikke skal køre Spanien Rundt, og det bekræftede han, siger Jakob Fuglsang til Ekstra Bladet.

Det betyder, at han heller ikke kommer til at køre Vuelta a Espana, som han ellers var stillet i udsigt.

Udelukkelsen kan blive fatal for Fuglsangs forhåbninger om at finde et nyt hold, da han ikke vil have mulighed for at tjene flere vigtige point i World Tour-løb i år. Point, der kan vise sig vigtige i jagten på et nyt hold.

For eksempel står Bjarne Riis og Saxo Bank Tinkoff Bank, som Fuglsang er sat i forbindelse, og mangler World Tour-point, som eventuelle nye ryttere i næste sæson vil bringe med sig fra i år. Men på den konto kan Fuglsang altså ikke bibringe noget. Et faktum, der givetvis også kan betyde, at Fuglsang sidder i en dårligere forhandlingsposition, når det gælder løn på et nyt hold.

Der har været en række mystiske omstændigheder, der leder op til Bruyneels udelukkelse af danskeren. Fuglsang var egentlig udset til at køre Tour de France, mens Chris Horner ikke var. Men da udtagelsen til verdens største cykelløb først blev offentliggjort, var det amerikaneren, og ikke danskeren, der var på holdkortet.

Og det er på trods af, at Fuglsang har kørt godt i foråret som hjælperytter for blandt andet Frank Scleck i Schweiz Rundt.

Jakob Fuglsang har da også flere gange udtalt sig negativt om situationen Radioshack i pressen, hvilket nok heller ikke har lunet i forholdet mellem ham og Johan Bruyneel.