Verdensmester Peter Sagan fik revanche, da han søndag sejrede i Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Kuurne. Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) tog den perfekte revanche for spurtnederlaget til Greg Van Avermaet (BMC) i lørdagens Omloop Het Nieuwsblad, da der søndag var andendagsgilde på de belgiske veje.

Den slovakiske verdensmester sad igen med i det afgørende udbrud, da løbet Kuurne-Bruxelles-Kuurne blev kørt, og denne gang var han suveræn i spurten.

Sagan henviste sidste års vinder af løbet, Jasper Stuyven (Trek), og Luke Rowe (Sky) til de næste pladser.

De tre sad i det afgørende udbrud sammen med Tiesj Benoot (Lotto Soudal) og Matteo Trentin (Quick-Step).

Lørdag tabte Sagan spurten til Van Avermaet, men søndag formåede slovakken at efterlade den belgiske OL-vinder i forfølgergruppen. Belgieren måtte nøjes med syvendepladsen søndag.

Lørdag virkede Sagan lidt mør i spurten efter at have taget det tungeste slæb i udbruddet, og søndag var han igen drivkraften i frontgruppen.

Han havde dog power nok tilbage i benene, da løbet skulle afgøres i Kuurne.

Igen blev finalen uden dansk indflydelse, da ingen af dem formåede at ramme de afgørende udbrud.

Til start var Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen fra Orica-Scott, Matti Breschel og Michael Valgren fra Astana samt Michael Mørkøv hos Katusha.

/ritzau/