Selv om Vincenzo Nibali var ufattelig stærk på brostenene, så måtte han slippe mod slutningen og havde endda svært ved at følge med Jakob Fuglsang. Han forklarede bagefter, at det skyldtes, at han var ved at gå sukkerkold. Så lad os se lidt nærmere på, hvad det dækker over.

For en cykelrytter er det frygteligt at gå sukkerkold. Man kan smide alt, hvis man ikke har fået nok energi i løbet af dagen. Jeg kan selv huske en etape til Galibier tilbage i 2011, hvor jeg var hjælperytter for Alberto Contador. Andy Schleck havde angrebet langt fra mål og jeg skulle holde Contador fremme. Fem kilometer før mål ramte det mig som lyn fra en klar himmel. Pludselig er kroppen tom for energi og man mærker det med det samme – især i bjergene, hvor man bruger mere energi i højderne. Den dag havde vi været over to bjergtoppe inden Galibier ventede, og her sad jeg og førte. Jeg gik så grusomt sukkerkold, og jeg nåede at tvivle på, om jeg overhovedet ville komme i mål. Det er vildt at opleve. Ens hjerneaktivitet går også i stå og man kan tænke helt irrationelle tanker, fordi kroppen holder så meget igen på den sidste energi, der er tilbage. Balanceevnen bliver også påvirket og jeg kan faktisk huske en træningstur, hvor jeg gik kold i en grad, så jeg skulle bruge evigheder på at låse døren til mit hus op, fordi mine hænder rystede så meget. Det er lidt som at være fuld, for man har mindre balance og en underlig tankegang – det er bare ikke nær så sjovt.

Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen...


Benene har heller ikke mere at skyde med. Kroppen går over til at forbrænde fedt, når sukkerdepoterne er opbrugt, og det er en rigtig dårlig ide, så man mister al kraft til at træde. Der er ingen temposkift og reaktionsevnen bliver også dårlig, hvilket især nedad er farligt.

Der er ikke nødvendigvis en forvarsel, men ofte ved man det alligevel. Da jeg gik kold på Galibier, lurede det i baghovedet, for jeg havde siddet fremme det meste af dagen og ikke nået at spise det nødvendige. Brostenene i forgårs var også et godt eksempel, for den dag var så hektisk, at mange ikke nåede at spise. Kombinerer man det med regn, så bliver det endnu sværere, fordi man bare fokuserer på at holde varmen og holde godt fast på styret.

Når det først er gået galt, så er det svært at redde det. Sidste år så vi Richie Porte hente en gel til Chris Froome, der gik kold på den sidste del af Alpe d’Huez, og det kostede. Man kan være heldig, at kroppen nærmest får en livline og at en gel giver en halv time mere, men så er det også slut. Og det tager normalt lige fire-fem minutter, før den virker. Nogle gange hurtigere og jeg synes, at man nogle gange har held til at snyde kroppen, for bare det, at man får sukkersmagen i munden, kan være nok.

De geler er i det hele taget forfærdelige og det er nærmest noget af det mest imponerende ved dem, der kommer igennem Tour de France, at de tre uger i træk æder de geler. Vi har godt nok fået nogle på holdet og de har cola-smag. Det er de bedste, jeg nogensinde har fået. Ellers har det godt nok være op ad bakke.

Så alt handler om, at man undgår at gå sukkerkold. Det er også derfor, at alle de store hold investerer i egne kokke. Under Tour de France kan man umuligt nå at spise nok til at klare sig gennem en etape – de depoter skal være fyldt op hjemmefra. Først er det morgenmad. Jeg plejer at få havegrød, yoghurt naturel med tørret frugt, en banan, en omelet og noget ris. Der er nogle, der vil have pasta. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg nægter at spise det til morgenmad. Jeg har aldrig gjort det, og jeg kommer ikke til det. Selv det at spise ris var grænseoverskridende. Det primære er min havregrød. Jeg er jo opvokset med OTA Solgryn, men Daniele Benatti og Matteo Tossato skal have deres pasta. De kan godt kværne tre portioner. Ude på ruten er det brød med syltetøj, frugt og måske et par stykker kage. Man kan ikke leve af energibarer. Det bliver simpelthen for kedeligt. For man skal spise hver halve time. Det er den rettesnor, jeg bruger for at undgå at gå sukkerkold.