Berlingskes sportsredaktør, Flemming Fjeldgaard, mener, at Bjarne Riis' millionsalg af sit cykelhold er baseret på snyd og fusk, så derfor vil han ikke klappe anerkendende over en epoke, der nu er slut.

KOMMENTAR

Bjarne Riis har igen skabt sig en formue på en konstruktion, der blev bygget på snyd. Så det bliver lidt anstrengende at skulle bidrage til klapsalverne fra alle dem, der vil savne et stykke dansk sportshistorie.

En af mine første opgaver som yngre og endnu mere naiv sportsjournalist var dette danske cykelhold, Bjarne Riis havde købt lige efter årtusindeskiftet. Nu er der sat punktum for dette danske stykke sportshistorie, som også har betydet en del for mig personligt. Sådan må det være efter alle disse år. Ja, sørme så. Sikken tur.

Jeg har med forskellig intensitet været med på rejsen, siden Bjarne Riis forsøgte at tvinge lidt format ned over holdet før endnu en røvfuld i en belgisk fritureflække, i et hollandsk industrikvarter eller bag en fransk bjergsti.

Årene gik, Riis byggede og byggede, og jeg skrev og skrev, mens Riis’ hold samlede flere og flere danskere i en begejstring for holdets gradvist stærkere position i sporten.

Holdet er nu solgt til den russiske badeklovn Oleg Tinkov, der på pressemødet mandag afviste, at der stadig kan findes doping i cykelsport, og som spurgte en journalist, om han mon er dum, når han kunne finde på at stille flere spørgsmål om forbudte midler. Oleg Tinkovs troværdighed er ikke i nul. Den er i dunkende minus.

Det er trist, at det skulle ende dér. Jeg kunne drømme om langt bedre afslutninger for det store danske cykelhold. Men selv om mange mennesker sikkert føler en vis sørgmodighed nu, og selv om de vil huske storheden i fortællingen om Riis’ cykelhold, der virkelig nåede at blive verdens bedste, vælger jeg altså at understrege dette spørgsmål:

Må jeg minde om, at Bjarne Riis nu igen har tjent millioner af kroner, som han aldrig havde tjent, hvis ikke han havde snydt? Og jeg vil virkelig gerne være fri for pølsesnakken om, at de alligevel alle var dopede, dengang Riis grundlagde sin formue som aktiv i 90’erne. Mange andre cykelryttere lagde alle tænkelige, lovlige energier i bestræbelsen på at blive professionel, og de opgav, selv om de som knægte nemt havde besejret de ryttere, der senere fløj gennem Europas mest mytiske stigninger i høj fart. De desillusionerede knægte, der måtte opgive trods større talent, kunne se, hvad der skulle til. Og det ødelagde dem, at konkurrencen åbenbart ikke kunne være fair.

Det er et monumentalt spin, ulækker i hele sin konstruktion, når det siden lykkes at fremelske denne idé om, at doping for alle bare var en helt naturlig del af sporten.

Michael Rasmussen forsøger nu at beskrive, hvordan han var et århundredetalent, allerede inden han dopede sig. Og man siger, at Bjarne Riis nok alligevel havde vundet Tour de France, hvis alle kørte rent. Ja, og jeg fløj engang jorden rundt på 80 dage i en luftballon.

Riis var en af mange snydere, der tjente formuer på bedraget. Riis indrømmede senere sit massive dopingmisbrug, men han oplevede ingen konsekvenser. Han snød sig - uden nogen form for eftersmæk - til formuer, og han brugte dele af sin formue på at investere i et cykelhold, som ifølge en række vidneudsagn fra eks-ryttere også var baseret snyd. Riis har nu angiveligt tjent 45 mio. kr. på at sælge det projekt videre. Han tjener altså igen en formue på et livsværk, der baserede sig på fusk. Og så skal vi stå og klappe anerkendende og hulke over noget, der er forbi? Det bliver ikke med mig, tak.

Jeg skal da vel ikke juble over et kup, bare fordi det lykkes.

Riis opleves nemt som en kantet personlighed, tavs og introvert. Han er også et venligt menneske, rasende godt selskab, når han er afslappet og garanteret en drøm af en far for sine børn, som han altid har talt om i særdeles rosende vendinger. Men det er bare ikke lige dér, jeg er i dag. For mere end den store sportsfortælling, mange gerne vil bygge nu, er han for mig igen beviset på, at det lønner sig fedt at omgå reglerne. Bjarne Riis er således et af de værst tænkelige forbilleder for en generation af ryttere, der virkelig gerne vil cykle rent og skal have lov til netop det.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard