KOMMENTAR

Lance Armstrong indrømmede i nat, at han dopede sig til alle sine syv Tour-sejre. Og det med EPO, blodposer, kortison, testosteron og hele pivtøjet.

Ellers kunne man ikke vinde Touren, lød argumentet fra en mand, der angrede med en skuespillers facade.

Da Tyler Hamiltons bog, The Secret Race, kom på gaden i september, var der stemmer nok i sporten, som forsøgte at så tvivl om mandens troværdighed. På sin vis forståeligt nok, for manden løj i hele karrieren, men bogen fremstod helstøbt. Og da USADA kom med de 1000 sider, som pillede Lance Armstrong fra hinanden, blev troværdigheden yderligere forstærket. For rapporten underbyggede alt, hvad Tyler Hamilton skrev om sin tid på US Postal-holdet.

Så kom indrømmelsen fra Lance Armstrong. Godt nok ikke så uddybende som USADA-rapporten, men dog en indrømmelse. Og dermed er der lagt yderligere til Tyler Hamiltons troværdighed.

Det gør også, at presset på Bjarne Riis er forøget. For hvorfor skulle Tyler Hamilton fortælle sandheden om Lance Armstrong, men lyve om sin tid på CSC, hvor han i sin bog beskriver, hvordan Bjarne Riis opfordrer ham til at bloddope sig og sætter ham i kontakt med dopinglægen Eufemiano Fuentes.

Bjarne Riis har ikke sagt noget i offentligheden i over fire måneder. Han nåede at benægte alt kendskab til Eufemiano Fuentes, inden han lukkede i. Og der står vi så i dag - med voldsomme og stadig mere troværdige beskyldninger fra Tyler Hamilton.

Den virkelighed skal Bjarne Riis også forholde sig til. For med Lance Armstrongs indrømmelse er han kommet under yderligere pres.

Og så lige et par ord om Lance Armstrong. Den mand er stadig en gennemført dum skid. Han indrømmede det, han kunne tillade sig, men undervejs smadrede han så mange mennesker med søgsmål, selv om de fortalte sandheden. Det er utilgiveligt, og undskyldningerne til de mennesker var så vage, at han burde skamme sig.

Lance Armstrong er kun ked af én ting, og det er, at han blev opdaget.