DIF melder, at flere vidner har været til afhøring i sagen, der kan belaste blandt andre Bjarne Riis.
Det begyndte officielt i januar med afhøringen af Michael Rasmussen og dennes kortlægning af et systematisk dopingmisbrug hos Rabobank og i tiden hos Bjarne Riis.Men flere vidner er nu stødt til ryttere som Michael Rasmussen, Bo Hamburger og Jesper Skibby i den sag, der ifølge DR, også omfatter afhøring af Bjarne Riis.
- Vi kan godt bekræfte, at der løbende har været folk til afhøring hen over sommeren. Der er også tale om nye ansigter, vi ikke tidligere har talt med, siger udviklingschef i Danmarks Idrætsforbund og bestyrelsesmedlem i Anti Doping Danmark, Morten Mølholm Hansen.
Han ønsker at holde skodderne helt tætte i forhold til, hvilke vidner og hvilke oplysninger, der er tilfaldet dem de seneste måneder, men han karakteriserer oplysningerne som et fortsat bevis på, at forholdene i dansk cykling de seneste 20 år matcher de værste anelser.
- Generelt får vi stadig bekræftet et indtryk af misbrug af stoffer som epo og anden doping, som bekræfter vores værste fornemmelser om, hvordan det er foregået i dansk cykling i en årrække, fortæller Morten Mølholm Hansen.
Anti Doping Danmark har fået bevilget ekstra midler fra politisk hånd for at gennemføre de omfattende undersøgelser. Blandt andre de amerikanske antidoping-myndigheders vidneudsagn fra tidligere dopede Riis-ryttere som Tyler Hamilton, David Zabriskie og Christian Vande Velde indgår i materialet.
Men det internationale samarbejde med blandt andre WADA, hollandske, spanske og italienske antidoping-myndigheder betyder også, at der stadig indhentes vidneudsagn fra udenlandske ryttere med tilknytning til danske hold.
- Det er også derfor, det tager tid med undersøgelsen, når vi skal indhente oplysninger og planlægge afhøringer gennem flere andre nationale forbund, uddyber Morten Mølholm Hansen.
Han ønsker derfor ikke at sætte en deadline for sig selv og Anti Doping Danmark i forhold til en afslutning af undersøgelsen og en eventuel sag mod anklagede parter.
Bjarne Riis ønsker ikke at udtale sig om undersøgelsen så længe, den pågår.