Med fyringen af Bjarne Riis på Tinkoff-Saxo er det blevet nye tider for danske ryttere på højeste niveau. BT tager pulsen på de danske proffer.

I december 2013 var det officielt slut med et dansk hold i cykelsportens superliga, da Bjarne Riis afhændede sit livsværk til Oleg Tinkov.

Siden har Tinkoff-Saxo sejlet under russisk flag, og i slutningen af marts stod det klart, at Riis også var fortid som ledende sportsdirektør med et venligt øje til dele af den hjemlige talentmasse.

De fleste danskere på Tinkoff-Saxo har kontraktudløb efter denne sæson, og ikke meget tyder på, at man får noget forærende ved at kunne sige ’rødgrød med fløde’ uden accent over for den humørsvingende ejer.

Team Cult byder sig til som et vægtigt alternativ for de danske navne, der gerne vil kunne vise sig frem på øverste eller næstøverste niveau, men også her er der trængsel om pladserne.

BT ser her nærmere på de danske rytteres situation og muligheder.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Lasse Norman Hansen, Garmin-Sharp

Situation: Det lignede et fint match, da OL-guldvinderen fra London gik over i de professionelles rækker på amerikanske Garmin. 2014 blev da også indledt lovende med en tredjeplads i prologen i Tour of Dubai, men siden har det haltet for fynboen.
I denne sæson har Guld-Lasse ikke fået vendt bøtten, og der bliver ikke givet ved dørene i professionel cykelsport. Norman begynder at have kniven for struben, hvis han skal gøre sig håb om at være på Garmin-Sharp også næste år.

Muligheder: Det begynder at lugte af en tilbagevenden til den hjemlige scene, hvis Norman ikke får et gennembrud. Så er spørgsmålet, om der er plads på Team Cult og mulighed for stadig at lave resultater på opsigtsvækkende højt niveau.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Jakob Fuglsang, Astana

Situation: Danmarks største navn på den internationale scene. Fuglsang har positive problemer at slås med. Astana har meddelt, at man gerne vil forlænge med danskeren, der styrede Vincenzo Nibali så sikkert hen over brostenene i sidste års Tour de France og dermed grundlagde den italienske sejr.
Det skal med i ligningen, at Astana har haft masser af problemer at slås med i det seneste års tid, hvor der har været flere dopingsager og slagsmål med UCI om overhovedet at have en World Tour-licens.Fuglsang selv har luftet tanken om at finde et andet hold. Med sine 30 år er det også ved at være nu, hvis silkeborgenseren frit skal kunne forløse talentet og leve op til forventningerne om et topresultat i et stort etapeløb. Fuglsangs syvendeplads i Tour de France 2013 vejer til, og alle i branchen ved, hvor stabil han også er i mindre etapeløb. Til gengæld er det også tydeligt, at Fuglsang ikke er nogen udpræget vindertype og måske heller ikke bliver det.

Muligheder: At fortsætte på Astana er selvfølgelig det oplagte valg. Lønnen er blandt de højeste, og Fuglsang har med en årsløn på godt fem mio. kr. været godt betalt i forhold til sine resultater. Ikke mange hold vil kunne matche Astana, hvis de smider en lignende kontrakt på bordet, og det er selvfølgelig fristende at kunne sikre sin fremtid økonomisk. Alternativerne står ikke i kø for Fuglsang, hvis han i højere grad vil søge sin egen chance. Et hold som australske Orica-Greenedge har aldrig for alvor satset på en klassementsrytter. Heller ikke Brian Holms QuickStep samler på den slags, og hollandske Lotto-NL samler på hjemmefødninge, men Giant-Shimano kunne måske prøve at byde ind på en nordeuropæisk rytter med et godt ry. Spørgsmålet er dog, om holdet med tunge sprintere som Marcel Kittel og John Degenkolb kan hoste penge nok op.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Michael Valgren, Tinkoff-Saxo

Situation: Den eneste dansker, der har sin fremtid sikret under Oleg Tinkov. Valgren skrev under på en tre-årig kontrakt, da han gik over som professionel og har således sikret sig for 2016 med. Valgrens første år som professionel var en stor bekræftelse på talentets rækkevidde med sejr i Post Danmark Rundt og et fornemt VM.

Muligheder: Ikke aktuelt at se sig omkring lige foreløbig for Valgren. Med mindre Oleg Tinkovs humørsvingninger gør livet for surt.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Michael Mørkøv, Tinkoff-Saxo

Situation: Har ikke været så synlig som ellers i denne sæson, og spørgsmålet er, om Mørkøv får chancer nok til at vise sine kvaliteter uden Riis som skytsengel. Har dog vundet en etape i Vuelta a España i 2013, og sammen med en seriøs indstilling og pletfri arbejdsindsats blåstempler det Mørkøv.

Muligheder: Ville næppe få svært ved at finde et hold med brug for pålidelig arbejdskraft. Kunne være Trek, Giant-Shimano eller måske Sky.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Magnus Cort Nielsen, Orica-Greenedge

Situation: Den blonde bornholmer er i gang med sin første sæson på World Tour-niveau. Holdet har flere gange vist den 22-årige dansker så meget tillid, at han har fået chancen for at køre spurten selv. Den første sejr har Magnus Cort til gode, men det virker som et spørgsmål om tid, før den er der. Orica-Greenedge opererer med et meget fladt hierarki, så mange får mulighed for at komme til fadet. Der er også højt humør på holdet, hvor danske Brian Nygaard er pressechef – og fanebærer for funky herremode i den dyrere ende.

Muligheder: Magnus Cort har indeværende sæson og hele 2016 til at vise sit værd i. Det er en behagelig kendsgerning for det danske stortalent, der nåede at køre 13 sejre i hus i 2014, og som stadig må have en del selvtillid på kontoen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Chris Anker Sørensen, Tinkoff-Saxo

Situation: Oksen fra Hammel mangler sejre i samlingen. Måske også luftforandring, for Chris Ankers niveau har været svagt dalende i de seneste to-tre sæsoner. Viljen er dog intakt, og på sine gode dage er den erfarne dansker en skattet arbejdskraft. Det ligger dog ikke i kortene, at Tinkov hiver en ny kontrakt op.

Muligheder: Et hold umiddelbart under højeste niveau kunne være vejen tilbage for Sørensen, hvis han kan håndplukke de rette rammer. Team Cult kunne have brug for et navn af den kaliber, og Sørensen kunne måske finde fornyet motivation.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Christopher Juul-Jensen, Tinkoff-Saxo

Situation: Aktuel i Giro d’Italia, og århusianeren er bevidst om, at det er et vigtigt udstillingsvindue. Sportsdirektør Steven de Jongh har erklæret at ville forlænge med den 25-årige dansker, men den russiske holdejer skal nok tages i ed. Juul-Jensen leverer altid solidt arbejde og højt humør.

Muligheder: Der er mange dygtige hjælperyttere i professionel cykelsport, og Jensen mangler strengt taget en sejr eller to i eget navn. For en skandinav kunne et hold som Sky eller Giant-Shimano byde sig til.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Matti Breschel, Tinkoff-Saxo

Situation: Fik en et-årig kontrakt og har skullet gribe chancen i Peter Sagans skygge. Ikke de nemmeste vilkår for Breschel, der traditionen tro også har kæmpet med styrt og uheld. Med Tinkovs komme ser en kontraktforlængelse lettere usandsynlig ud.

Muligheder: Matti Breschel har stadig et navn, man tør tiltro resultater. Trods masser af problemer i 2014 lykkedes det at vinde Luxembourg Rundt og være snublende tæt på karrierens tredje VM-medalje. Breschel vil kunne skyde efter en plads hos hold som Trek, BMC eller måske Lampre.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Lars Bak, Lotto-Soudal

Situation: Den 35-årige veteran har efterhånden slået rod på belgiske Lotto, hvor manageren Marc Sergeant og den tyske sprinter André Greipel holder af den lange silkeborgensers evighedsmotor. Sidste år skrev Lars Bak under på en kontrakt, der sikrer ham arbejde til udgangen af 2016, og til den tid vil danskeren nok være dér, hvor man tager et år ad gangen.

Muligheder: Lars Bak har sit på det tørre og kan nyde cigaren - eller tiramisuen.

Jesper Hansen, Tinkoff-Saxo

Situation: Kontraktudløb efter denne sæson og venligt sagt har Hansen fået meget lidt ud af det. Er en af de mere gennemsigtige profiler, der let bliver til overs. NB. Efter deadline på denne artikel torsdag leverede Hansen et topresultat ved at vinde kongeetapen i Tour of Norway og tage løbets førertrøje. Det er en såkaldt ny situation for den forsagte dansker...

Muligheder: At vende hjem til dansk cykelsport og begynde forfra. PS. Jesper Hansen er i en såkaldt ny situation på tærsklen til en samlet sejr i Tour of Norway.